Pengeskab med møntsamling fundet i dam

Politiet kan ikke finde ejeren af et gammelt pengeskab

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser ejeren af et gammelt pengeskab.

Pengeskabet blev fundet i en dam ved Nøddelunden i det østlige Esbjerg.

Pengeskabet var delvist brudt op, og det bar præg af, at det har ligget i vandet i meget lang tid. Måske i flere år.

Derfor var papirer i skabet også ulæselige. I skabet lå også to møntsamlinger med et større antal danske mønter.

Politiet har forgæves kontaktet ejere af stjålne pengeskabe indenfor de seneste fem år i Esbjerg og omegn.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser derfor personer, som måske for år tilbage har fået stjålet et pengeskab med en møntsamling.

Har du oplysninger i sagen, hører lokalpolitiet i Esbjerg gerne fra dig på tlf. 114.