Person fløjet til Rigshospitalet efter ulykke på motorvej

Cirka ti personer er blevet tilset af ambulancefolk efter en trafikulykke på Vestmotorvejen fredag formiddag

Video: Byrd/Frederik Lind Racher, LocalEyes

En person er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalet efter en trafikulykke på Vestmotorvejen.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Ulykken er sket klokken 10.42 i vestgående retning efter afkørsel 36 Ringsted N. Mellem seks og otte biler var impliceret i ulykken, og omkring ti personer bliver tilset af personale fra ambulancer, oplyser politiet på Twitter.

På grund af sammenstødet har motorvejen været helt spærret ved afkørsel 35 Ringsted Ø i en periode.

Vejdirektoratet skriver ved middagstid fredag, at det ene spor forbi ulykkesstedet er genåbnet. Trafikanter på strækningen skal dog regne med forlænget rejsetid indtil først på eftermiddagen.