Person i kritisk tilstand efter ulykke

En fodgænger er i kritisk tilstand efter en alvorlig færdselsulykke

Video: Kenneth Meyer

En fodgænger og en personbil har været involveret i en færdselsulykke i krydset Frederiksdalsvej / Kongevejen / Skodsborgvej i Nordsjælland.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

- Fodgængeren er i kritisk tilstand og bliver transporteret til Rigshospitalet, siger politiets vagtchef Søren Greve.

Politiet er ankommet til ulykkesstedet, hvor man nu er i gang med at afhøre vidner, mens en bilinspektør efterforsker ved ulykkesstedet.

- Der er indikationer på, at fodgængeren har forsøgt at krydse Kongevejen, hvor der ikke er fodgængerfelt, og på grund af de dårlige vejrforhold så har bilisten overset ham, siger Søren Greve.

Det er endnu ikke til at sige, om fodgængeren overlever.

- Han er stadigvæk i live, men det er meget kritisk, siger vagtchefen.

Hans pårørende er endnu ikke underrettet. Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 18.47. De har på nuværende tidspunkt ingen yderligere oplysninger.