Personbil med seks unge kører galt på motorvej

En bil med tre kvinder og tre mænd skred ud i rabatten ved Sønderup i Nordjylland. Fire er kørt på skadestuen.

Politiet måtte i nat rykke ud til en voldsom ulykke, hvor seks personer befandt sig i en bil, på E45 nord for tilkørslen til Sønderup i Nordjylland.

Personbilen kom kørende, men skred ud i rabatten og fik kraftige skader, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

I bilen var 6 personer, 3 kvinder og 3 mænd i alderen fra 22 til 31 år, alle fra Viborg egnen.

2 af dem blev kørt til skadestuen som traume-patient med ukendte kvæstelser. Begge dog uden for livsfare.

2 andre blev indbragt til skadestuen med lettere kvæstelser.

- Der er tale om en soloulykke, men en bilist kørte bagved og slog alarm, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen til Ritzau.

Uheldet skete klokken 01.41, da bilen var på vej ad motorvejen nord for Sønderup-tilkørslen i nordgående retning.

To personer blev fra uheldet bragt på skadestuen i Aalborg for traumepatienter. De er begge uden for livsfare, men deres præcise kvæstelser er uvisse.

Ifølge loven må antallet af personer i en bil ikke overstige antallet af sikkerhedsseler.

Derfor får uheldet nok yderligere konsekvenser for chaufføren og de fem passagerer.

- Det var en ganske almindelig personbil. De kunne ikke lovligt være der alle sammen, siger Karsten Højrup Kristensen.

- Det kommer formentlig til at få nogle konsekvenser for dem. Vi efterforsker, hvem der har siddet hvor i bilen, og vi har taget en blodprøve fra chaufføren, fortsætter vagtchefen.

Bilens chauffør, en 28-årig mand fra Viborg, er blevet anholdt. Han er mistænkt for at have kørt spirituspåvirket.

Motorvejen blev kortvarigt afspærret efter episoden, men tidligt lørdag morgen er der igen åbnet for trafik.