Personer på tålt ophold forsvinder

Cirka halvdelen af personer på tålt ophold, der har opholds- og meldepligt på et udrejsecenter, er efterlyst.

Det kniber gevaldigt med at holde styr på de mange udlændinge på tålt ophold med daglig opholds- og meldepligt på et udrejsecenter.

Det skriver Politiken.

Personer på tålt ophold har ikke ret til at være i Danmark, men kan ikke sendes tilbage til deres hjemlande grundet frygt for dødsstraf, tortur eller lignende.

Ifølge den seneste opgørelse fra Udlændingestyrelsen var der 30. juni 89 personer, der var på tålt ophold. Heraf havde 61 opholds- og meldepligt på et opholdssted – i praksis Kærshovedgård eller Udrejsecenter Sjælsmark.

Men langtfra alle de 61 overholdt på det tidspunkt deres pligt.

Rigspolitiet oplyser til Politiken, at "33 af de 61 personer på tidspunktet for Udlændingestyrelsens opgørelse per 30. juni 2019 var efterlyst i Det Centrale Kriminalregister, idet de var meldt udeblevet fra indkvarteringsstedet af indkvarteringsoperatøren".

Fra Dansk Folkeparti kalder retsordfører Peter Skaarup det "meget kritisk, at så mange er væk".

- Der var jo en grund til, at man lavede meldepligten og opholdspligten, og det var, at man skulle holde styr på de pågældende, indtil de kunne sendes hjem, siger han.

Regeringen droppede for nylig den tidligere regerings ønske om at placere blandt andre udlændinge på tålt ophold på øen Lindholm.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har ikke ønsket at stille op til interview med Politiken. Han har sendt en skriftlig kommentar.

- Vi har en gruppe personer på tålt ophold, som vi ikke ønsker her i Danmark, men som vi på nuværende tidspunkt desværre heller ikke kan sende hjem, fordi de risikerer at blive udsat for eksempelvis dødsstraf eller tortur i hjemlandet.

- De skal som udgangspunkt tage ophold på et udrejsecenter, hvor de er underlagt opholds- og meldepligt. Det står dem dog frit for at forlade landet, og de har ikke pligt til at fortælle det til myndighederne, lyder det fra ministeren til Politiken.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere