PET-beviser mod Scharf mørklagt

Konkret materiale bag anklager mod tidligere PET-chef ikke udleveret til anklager og forsvarer

Inden første retsdag var journalist Carsten Norton i Ekstra Bladets studie for at udlægge sagen. Se det her (Producer: Martin Lorentsen)

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En del af det materiale, som ligger bag PET's anklager mod Scharf, er på nuværende tidspunkt ikke blevet fremlagt for anklager eller forsvarer.

Det vil sige, at flere af de bilag, som ligger bag tiltalepunkterne om Scharfs brud på tavshedpligt ikke er blevet udleveret fra PET's side. Dermed er dele af bevisernes mere konkrete karakter mørklagt.

Borch Andersen fortæller i byretten, hvor han i dag afgiver vidneforklaring, at han ikke på stående fod kan vurdere, om materialet eller dele heraf vil blive udleveret på et senere tidspunkt i forbindelse med retssagen.

Han er dog ikke afvisende over for, at der i specifikke tilfælde kan blive foretaget en konkret vurdering af, om retten kan få indblik i enkelte oplysninger.

- Men jeg kan ikke sidde her og tage stilling, da det i princippet kan medføre et brud på min tavshedspligt. Jeg anerkender dog, at der er et dilemma, siger Borch Andersen.

Sagen mod tidligere PET-chef Jakob Scharf fortsætter ved Københavns Byret. I dag skal nuværende PET-chef Finn Borch Andersen vidne. Scharf ses her i forbindelse med afhøring af Tibet-kommissionen. (Foto: Linda Johansen) 112 - 8. okt. 2018 - kl. 10:19 Nuværende PET-chef vidner mod Scharf: Kilder risikerer et ordentlig lag tæsk

Den igangværende sag tog sin begyndelse, da Finn Borch Andersen skrev til Scharf i september 2016, hvor tjenesten bliver opmærksom på bogprojektet 'Syv år for PET'. Sammen med brevet var Scharfs underskrevne tavshedserklæring vedlagt som bilag.

Det var foromtalen for bogen, der vakte PET's interesse.

- Vi bliver alvorligt bekymrede, siger Finn Borch Andersen og forklarer, at foromtalen 'peger ned i de områder', som PET opfatter som de allermest alvorlige, herunder rekrutteringen af meddelere.

- Det ligger lige nede i kernen af, hvad vi beskytter. Den vil blive tillagt en ikke ubetydelig sandhedsværdi, fordi den kommer fra en person, som på det tidspunkt havde ansvar for tjenesten.

- Vi arbejder efter et hensyn, der hedder 'need to know', så mange medarbejdere har ikke indblik i, hvad der foregår andre steder i tjenesten, men det har chefen.

- Da vi fik bogen, gik et arbejde i gang i den juridiske afdeling. Der var et betydeligt antal steder, hvor Scharf udtalte sig i strid med sin tavshedspligt.

- Det er noget, vi har brugt rigtig mange kræfter på. Også i forhold til vores samarbejdspartnere, siger Borch Andersen.

Der er i anklageskriftet mod Scharf 28 citater fra bogen 'Syv år for PET', der er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager, blandt andet på baggrund af interviews med Jakob Scharf. Citaterne udgør ifølge anklagemyndigheden brud på Scharfs tavshedspligt.

OVERBLIK: 'Syv år for PET' - fra forbud til tiltale

Et natligt retsmøde og et krav om fængsel til chefredaktør indgår i sag om PET-bog. Se hele forløbet her.

Tidligere PET-chef Jakob Scharf er under anklage for at afsløre fortrolige oplysninger i forfatter Morten Skjoldagers bog "Syv år for PET", hvor Scharf medvirker som kilde.

Læs her om forløbet af sagen om den omstridte bog.

* 6. oktober 2016: Københavns Byret vælger efter anmodning fra PET at nedlægge et midlertidigt forbud mod offentliggørelse af bogen. Men 5000 eksemplarer er allerede sendt ud til boghandlerne. Flere bliver solgt. Forbuddet er rettet mod forlaget People's Press.

PET havde ikke set bogen på forhånd, men anmodede om et forbud af frygt for, at der i bogen ville blive afsløret fortrolige oplysninger. Frygten udsprang af forlagets foromtaler af bogen.

* 7. oktober 2016 bringer både Ekstra Bladet og Radio 24syv oplysninger fra bogen.

* 8. oktober 2016 klokken 02.10 en nat mellem fredag og lørdag afsiger Københavns Byret efter et 20 minutter langt retsmøde endnu en kendelse.

Denne gang er det JP/Politikens Hus, Radio 24syv og 98 boghandlere, der rammes af forbuddet. Kendelsen kræver desuden, at eksemplarer hos medier og boghandlere beslaglægges.

Kun PET's advokat er til stede. Avisen, radiostationen og boghandlerne er ikke indkaldt til det natlige retsmøde.

* 9. oktober udgiver dagbladet Politiken hele bogen i et særtillæg.

* 11. oktober ophæver byretten efter anmodning fra PET det midlertidige forbud mod offentliggørelse, da det nu er formålsløst.

PET melder samme dag Jakob Scharf til politiet for brud på tavshedspligten.

* 18. oktober 2016: JP/Politikens Hus oplyser, at kendelsen om forbuddet mod offentliggørelse kæres til Østre Landsret. Selv om forbuddet er ophævet vil mediehuset have landsrettens vurdering af grundlaget for et forbud.

* 11. november 2016: PET vælger at pege på en række konkrete passager i bogen, som efter tjenestens opfattelse er problematiske i forhold til tavshedspligten.

* 9. december 2016: Østre Landsret stadfæster byrettens kendelse om et midlertidigt forbud mod offentliggørelse rettet mod blandt andet JP/Politikens Hus. Bladhuset får efterfølgende tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret.

* 3. februar 2017: PET lægger sag an mod JP/Politikens Hus og chefredaktør Christian Jensen. Kravet mod sidstnævnte er en straf på fire måneders fængsel. Bladhuset afkræves en bøde på 15 millioner kroner. Sagen kommer for retten 12. november 2018.

* 2. november 2017: Højesteret afsiger kendelse vedrørende forbuddet. Det er alene spørgsmålet om, hvorvidt forbuddet burde have været rettet mod den ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, frem for selskabet JP/Politikens Hus, som er til diskussion.

Højesteret blåstempler forbuddet, men siger samtidig i sin kendelse, at et lignende forbud i fremtiden bør rettes mod den ansvarshavende redaktør.

* 7. marts 2018: Københavns Politi oplyser, at der er rejst sigtelse mod Jakob Scharf for videregivelse af fortrolige oplysninger.

* 12. marts 2018: Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Jakob Scharf for under særligt skærpende omstændigheder at have videregivet af fortrolige oplysninger, blandt andet oplysninger af væsentlig betydning for statens sikkerhed. Jakob Scharf nægter sig skyldig.

* 27. marts 2018: Anklageskriftet mod Jakob Scharf frigives til journalister. Heri fremgår det, at anklagemyndigheden mener, at den tidligere PET-chef har røbet fortrolige oplysninger 28 gange i bogen.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere