Peter Madsens forsvarsadvokat: Nu skal vi læse tiltalen igennem sammen

Peter Madsen får besøg af sin advokat i arresten senere i dag

Peter Madsens forsvarsadvokat Betina Hald Engmark skal først senere i dag gennemgå den nyligt forkyndte tiltale med sin klient.

Det oplyser advokaten til Ekstra Bladet i et svar på sms.   

- Jeg sidder i retten hele dagen i en anden sag og jeg skal bagefter besøge min klient og gennemgå tiltalen med ham. Jeg har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, lyder det fra Betinna Hald Engmark.

Peter Madsen ses her, da han bliver ført væk fra undersøgelse på Retsmedicinsk Institut efter sin anholdelse 10. august. Foto: Kenneth Meyer/Ritzau Foto 112 - 16. jan. 2018 - kl. 12:32 Politi afslører tiltale mod Peter Madsen: Kræves idømt livstid

Hun oplyser desuden, at hendes klient nægter sig skyldig i de ikke erkendte forhold i tiltalen.

Politiet kunne i dag afsløre, at Peter Madsen tiltales for drab, usømmelig omgang med lig og andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter mod den kvindelige svenske journalist Kim Wall.

Han tiltales endvidere for to grove overtrædelser af lov om sikkerhed til søs.

Planlagde drab på journalist
Ifølge politiet skete drabet på Kim Wall 'efter forudgående planlægning og forberedelse'. Drabsmåden ukendt, men politiet oplyser i en pressemeddelelse, at drabet kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning.

Det fulde anklageskrift kan dog først udleveres til medierne syv dage efter, at det er forkyndt for den tiltalte.

Peter Madsen poserer stolt i sin ubåd. Foto: deadlinepress.dk Krimi Alt om sagen: Her er Peter Madsens vilde liv

Kræver livstid
Derudover oplyser anklagemyndigheden, at man vil kræve Peter Madsen idømt fængsel på livstid.

Samtidig nedlægges der en sekundær påstand om forvaring.

Retssagen mod Peter Madsen er forhåndsberammet som en nævningesag ved Københavns Byret over otte retsdage med start den 8. marts 2018 og med forventet dom den 25. april 2018.