PFA vil lave ældreboliger med pool og bar

Pensionskassen PFA vil sammen med partner lave flere tusinde seniorboliger med pleje og hjælp til køberne

Pensionskassen PFA vil sammen med partneren Audley Group opføre flere tusinde seniorboliger med muligheder for pleje og praktisk hjælp til beboerne. Det skriver PFA i en pressemeddelelse.

Samlet vil PFA og Audley Group opføre og drive 10 ejendomme i København og Aarhus med samlet omkring 2600 boliger til seniorer. De skal have restaurant, bar, fitness og pool. Og der ud over 'muligheden for at tilkøbe praktisk hjælp og personlig pleje'.

- Danskere over 65 år er den hurtigst voksende befolkningsgruppe herhjemme, og seniorernes boligønsker og behov ændrer sig hastigt. Vi ved fra mange undersøgelser, at de i stigende grad ønsker at flytte fra deres nuværende bolig til noget mindre, mere praktisk og seniorvenligt.

- Et sted med mulighed for integrerede plejetilbud og praktisk hjælp og optimale rammer for at indgå i stærke sociale fællesskaber, skriver ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn i pressemeddelelsen.

Kendt i USA
Konceptet er kendt fra udlandet. I USA er byen The Villages i Florida, der kun er til ældre, eksempelvis flere gange været landets hurtigst voksende by.

Ifølge PFA's pressemeddelelse skal boligerne være modelleret ud fra det britiske Mayfield Villages, der er luksusboliger for ældre.

Det er samtidigt en god forretning, da der er mange velhavende seniorer, der gerne vil bruge deres formue på at være blandt ligestillede og have adgang til pleje i deres hjem.

- Der er generelt et hul i markedet herhjemme, når det gælder seniorvenligt byggeri og seniorbofællesskaber. Efterspørgslen overstiger simpelthen udbuddet af boliger tilpasset seniorernes ændrede boligbehov.

- Det er også derfor, at vi de seneste år har udviklet flere nye boligtilbud til seniorerne, og her er de kommende seniorboliger med mulighed for pleje seneste skud på stammen, skriver Michael Bruhn.

PFA forventer at starte arbejdet med det samme og have de første "servicerede seniorboliger" klar i 2023.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere