Pige blev ramt af buskrydder: Dødsulykke udløser bøde

En niårig pige mistede livet, da hun i marts sidste år blev ramt af en buskrydder i et buskads ved Gug Skole

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Det endte i en voldsom ulykke, da der 1. marts 2019 blev beskåret buske langs boldbanerne på Gug Skoles udendørsarealer i Aalborg.

Beskæringen blev udført med en buskrydder monteret på en traktor, som blev ført af en ung mand. Midt i arbejdet blev en ni år gammel pige, der befandt sig i et buskads, ramt af maskinen.

Hun fik alvorlige kvæstelser og døde, inden redningsmandskab nåede frem.

Mandag har Retten i Aalborg idømt traktorførerens arbejdsgiver - en 48-årig mand - en bøde på 40.000 kroner i forbindelse med sagen.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Arbejdsgiveren er kendt skyldig i overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Han skal foruden bøden betale en erstatning på 16.270 kroner.

Lovbruddet består i, at hans virksomhed ikke i tilstrækkelig grad havde sikret, at buskrydderen blev anvendt fuldt sikkerhedsmæssigt forsvarligt på ulykkestidspunktet.

Der har ikke været rejst tiltale mod føreren af traktoren, som på tidspunktet for ulykken var 23 år.

Han blev dog efter ulykken sigtet for uagtsomt manddrab, da der var mistanke om, at han havde udført sit arbejde på en så uansvarlig måde, at han var skyld i pigens død.

Men anklagemyndigheden i Nordjylland opgav at rejse tiltale mod traktorføreren, da man efter en grundig efterforskning vurderede, at der ikke var de nødvendige beviser.

I stedet blev hans arbejdsgiver tiltalt for brud på arbejdsmiljøloven.

Den 48-årige virksomhedsejer accepterede bøden og erstatningen.

Med udfaldet af sagen er det gået, som anklagemyndigheden ønskede.

Ulykken skete i et buskads, der afgrænser Gug Skole fra nogle boldbaner. Børnene har efter sigende i flere tilfælde brugt buskadset til at lege i. Foto: René Schütze
Ulykken skete i et buskads, der afgrænser Gug Skole fra nogle boldbaner. Børnene har efter sigende i flere tilfælde brugt buskadset til at lege i. Foto: René Schütze
 

Anklagemyndigheden i Nordjylland havde forud for dommen nedlagt påstand om en bøde på netop 40.000 kroner. Desuden mente anklagemyndigheden, at der var grundlag for en erstatning.

Allerede to dage efter ulykken gav Arbejdstilsynet virksomheden, som ejer traktoren og det øvrige udstyr, et strakspåbud.

Ifølge påbuddet skulle virksomheden sikre, at "traktor med buskrydder anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt på Gug Skole, så faren for påkørsel imødegås", som Nordjyske dengang refererede.

Efter ulykken, som skete først på eftermiddagen den 1. marts, blev elever og lærere på Gug Skole samt elevernes forældre tilbudt hjælp af et krisehold bestående af psykologer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere