Pige om sexovergreb: Jeg følte ikke, jeg kunne sige fra

50-årig tidligere fodboldtræner idømt fem måneders ubetinget fængsel for at have befølt datters 13-årige veninde under trusserne

En 50-årig mand fra Korsør blev onsdag idømt fem måneders fængsel for at have gramset på en 13-årig pige. (Foto:
En 50-årig mand fra Korsør blev onsdag idømt fem måneders fængsel for at have gramset på en 13-årig pige. (Foto:

- Jeg kunne jo godt have sagt noget, men jeg følte ikke, at jeg kunne.

Sådan lød det fra en 14-årig pige, da hun onsdag afgav forklaring i Retten i Næstved i en sag, hvor hendes venindes 50-årige far sad tiltalt for at have seksuelt forulempet hende natten til 29. september sidste år på et tidspunkt, hvor pigen var 13 år.

Pigens forklaring, der foregik for åbne døre, var så troværdig, at den 50-årige blev dømt helt efter anklageskriftet, som talte om, at den 50-årige havde befølt hende i skridtet inde under trusserne, mens hun lå og sov i en sovesofa i den 50-åriges hjem i Halsskov ved Korsør.

Ifølge pigen selv sov hun slet ikke, men var vågen, mens manden krænkede hende på forskellig vis.

Selv om manden nægtede sig skyldig, blev han idømt fem måneders ubetinget fængsel. Han udbad sig 14 dages betænkningstid med henblik på eventuel anke af skyldsspørgsmål og strafsanktion.

Piges forklaring var troværdig
Anklager Charlotte Grænge Larsen krævede seks måneders ubetinget fængsel og en frakendelse af retten til at fungere som leder i en forening med børn under 18 år.

Retten skønnede ikke, at manden skulle fradømmes retten til foreningsarbejde og begrundede beslutningen med, at overgrebet ikke fandt sted i direkte forbindelse til mandens hverv som nu tidligere fodboldtræner.

- Pigens forklaring var meget troværdig og hang fint sammen. Specielt synes jeg, det var meget modent af en 14-årig at forklare sig, som hun gjorde, da hun fortalte hvorfor, hun ikke sagde fra, siger Charlotte Grænge Larsen til Ekstra Bladet.

Og det var på det punkt, at manden blev dømt for at have 'udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed' til at forulempe pigen.

Mandens datter, som også lå i værelset, havde ikke hørt en lyd. Hun sov.

Se også: Tiltale: Fodboldtræner gramsede på 13-årig pige

Befølte pigen under trusserne
Retten fandt det bevist, at den 50-årige havde forgrebet sig på pigen, som var på besøg hos den 50-åriges datter, da overgrebet fandt sted. Efter at de to piger var faldet til ro om aftenen på pigens værelse, gik den 50-årige ind og lagde sig ved siden af den 13-årige i en sovesofa. Herefter befølte han hende med en eller flere hænder under trusserne, ligesom han også stak en eller flere fingre op i hende.

Mandens forehavende blev stoppet, da mandens anden datter kom ind i værelset til dem.

Manden forklarede selv, at han godt nok havde aet pigen og kysset hende for at få hende til at falde til ro. Men han afviste at have gjort noget som helst af mere intim karakter på pigen.

Ud over den 13-årige pige selv afgav også pigens mor forklaring i retten. Hun fortalte om, hvad pigen havde fortalt hende, efter at hun var kommet hjem fra sin veninde.

Den 50-årige forklarede i retten, at han ikke længere er fodboldtræner af helbredsmæssige årsager.