Pige var forsvundet fra skole: Fundet i god behold

Fyns Politi har rekvireret helikopter til at lede efter forsvunden skolepige. Hun er tirsdag aften fundet i god behold

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Opdateret klokken 01:04: Fyns Politi skriver på Twitter, at den 14-årige pige er fundet i god behold efter en intensiv eftersøgning. - Svensk Politi kontaktede her til aften klokken 21.00 Københavns Politi og oplyste, at de stod med en ung dansk pige cirka 120 kilometer oppe i Sverige. Det viste sig at være den 14-årige, som var efterlyst af Fyns Politi. Hun er i god behold og i færd med at blive transporteret hjem, lyder det.

Fyns Politi har tirsdag først på aftenen rekvireret assistance fra en varmesøgende helikopter i forsøget på at finde frem til en 14-årig autistisk skolepige, der har været forsvundet siden klokken 9.15 tirsdag morgen.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen til Ekstra Bladet.

Se også: 14-årig pige forsvundet ved skole

Det var kort efter klokken 16, at politiet udsendte en efterlysning på pigen, der hedder Maja, og som vurderes til ikke at være i stand til at klare sig selv.

Anders Furbo Therkelsen fortæller til Ekstra Bladet, at på trods af at de fleste tabloidmedier har bragt efterlysningen, så har politiet endnu ikke fået en eneste henvendelse fra offentligheden, som har kunnet give politiet nogen spor at arbejde videre med.

Kan opsøge grønne områder
Indtil videre er teorien, at pigen selv har forladt skolen. Der er ikke noget, der tyder på, at nogen skulle være gået ind på skolen og har fået pigen til at følge med sig.

- Vi leder stadig med alt disponibelt mandskab. Personale på skolen fortæller, at hun har været på skolen. Men de kan ikke give en indikation af, hvilken retning hun må være gået. Højest et par hundrede meter, siger Anders Furbo Therkelsen.

Pigens familie er orienteret og har bidraget med de oplysninger, de nu kan hjælpe til med. Blandt andet er det blevet oplyst, at pigen ikke af sig selv finder på at opsøge andre mennesker. Det er også blevet oplyst, at hun kan finde på at opsøge grønne områder.

Fortsætter under billedet ...

En helikopter i luften over Odense tirsdag eftermiddag. Foto: Ritzau Scanpix/Birgitte Carol Heiberg
En helikopter i luften over Odense tirsdag eftermiddag. Foto: Ritzau Scanpix/Birgitte Carol Heiberg
 

Pigen er forsvundet fra Enghaveskolen på Roesskovvej i Odense.

Netop flyttet til området
Politiet har allerede undersøgt de mest nærliggende grønne områder.

Betjente har også givet den tilbagemelding til vagtchefen, at de er stødt på civile, der også har givet udtryk for, at de er ude at lede.

- Næste skridt er at sende en helikopter i luften. Vi har faktisk allerede rekvireret en, siger Anders Furbo Therkelsen.

Han oplyser videre, at pigen og hendes familie er flyttet til Fyn for ganske nylig. Der er derfor ikke nogle steder i nærheden, som pigen i forvejen kender til, og som hun kan tænkes at ville opsøge.

Det er heller ikke sandsynligt, at hun måtte have taget offentlige transportmidler væk fra stedet.

Pigens familie bor et stykke fra skolen.

Maja er cirka 160 cm høj. Hun er iført den samme hættetrøje som på det billede af pigen, som politiet har sendt ud i et ledsagende tweet. På trøjen er der to roser.

Fyns Politi oplyser, at billedet er taget i dag. Det er altså et helt tidssvarende billede.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

Skærm

Hent flere
Hent flere