Pizzeria-ejer havde indbringende side-gesjæft: Politiet fandt 314.000 i natkjole

Ejeren af et pizzeria i Horsens solgte narko fra sin forretning og gemte overskuddet i en natkjole

Ved du noget om sagen, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Et pizzeria i Horsens tilbød andet end pizzaer til sine kunder. De kunne nemlig, udover det på menukortet, købe både hash og kokain.

Se også: Skal du have hash eller coke på din pizza? Ansat solgte stoffer fra arbejdspladsen

Den indbringende side-forretning har onsdag ved Retten i Horsens kostet pizzeriaets ejer to års fængsel.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 23. november sidste år troppede politiet op i forretningen. Her fandt man en mindre mængde kokain og hash, to telefoner, 4450 kroner og papirer, der skulle vise sig at være narkoregnskaber.

Ekstraordinært fund
Da politiet kort efter ransagede mandens bopæl, gjorde man et usædvanligt fund.

I en skuffe i et klædeskab fandt betjente omkring 314.000 kroner pakket ind i en natkjole.

Mohammad Fayaz Asad erkendte i retten, at han havde solgt omkring 70 gram kokain og 7,8 kilo hash i pizzeriaet.

Men han nægtede, at de mange penge stammede fra handel med stoffer. De stammede ifølge hans forklaring fra en arv.

- Anklagemyndigheden var af den opfattelse, at pengene stammer fra handel med narkotika, udtaler anklagerfuldmægtig Tobias Engby i pressemeddelelsen.

- Der var ikke bevis for, hvor meget eller til hvem han havde solgt for cirka 314.000 kroner, men opbevaringsmåden, mandens indkomst og tidligere salg af narkotika overbeviste dommerne.

Overvejer at anke
Foruden to års fængsel fik manden en betinget udvisning af Danmark, og pengene blev konfiskeret.

Han valgte at tænke over, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere