Planlagde blodigt attentat i Danmark: Skulle huske knive

Vidneforklaring optaget i Tyskland belaster 32-årig flygtning i sag om planlagt terror i Danmark i 2016

Dieab Khadigah blev idømt seks et halvt års fængsel i Tyskland i juli for et planlagt terror-angreb i København. Nu er hans formodede medgerningsmand også på anklagebænken. Foto: Karl-Josef Hildenbrand/AP
Dieab Khadigah blev idømt seks et halvt års fængsel i Tyskland i juli for et planlagt terror-angreb i København. Nu er hans formodede medgerningsmand også på anklagebænken. Foto: Karl-Josef Hildenbrand/AP

Lige inden en ung syrer på en enkeltbillet rejste med toget fra Tyskland til Danmark, fik han en besked - han skulle huske knivene.

Opfordringen kom fra en landsmand med samme fornavn som den 32-årige mand, der i Københavns Byret er tiltalt for at planlægge et terrorangreb i København.

Forklaringen fra den unge syrer blev oprindeligt givet til politiet og blev i sidste uge bekræftet under en afhøring i et retslokale i Tyskland.

Se også: Tysk politi: Terroranklaget syrer var overraskende rolig

På anklagebænken i Tyskland
Anklager, forsvarer og en tolk måtte i sidste uge tage mod syd, fordi han ikke havde lyst til at blive fulgt til København for at vidne.

En videooptagelse af spørgsmål og svar vises mandag i byretten. Den belaster den 32-årige, der nægter sig skyldig.

I Tyskland er den unge dømt for at planlægge sprængning af bomber og brug af knive i København.

Hvorfor rejste han mod København i november 2016, ville specialanklager Sonja Hedegaard vide.

- Det var planlægning af en aktion, en bombeaktion. Det var Islamisk Stat, der skulle påtage sig skylden. Der kom en ordre fra Syrien fra en person, jeg havde lært at kende på Facebook, sagde han.

- Hvor?

- Midt i København, svarede han.

Skulle mødes på 'togstation
En person med kaldenavnet Abu Maria stod angiveligt bag - og arrangerede også, at den radikaliserede unge kom i forbindelse med den nu tiltalte 32-årige. Sidstnævnte var kommet til Sverige som flygtning og havde ifølge naboer en glødende interesse for Islamisk Stat.

- Om jeg ringede til ham, eller om det var ham, der ringede til mig, kan jeg ikke huske, forklarede den unge om kontakten mellem de to.

Den kom i stand 18. november 2016, hvilket var dagen før den unges ankomst til Rødbyhavn. Paskontrollen sendte ham dog retur til Tyskland. I rygsækken var 17.460 tændstikker, fyrværkeri, walkie-talkier og to lange knive.

- Det skulle alt sammen blandes sammen, har den unge sagt om den planlagte fremstilling af bomber. Walkie-talkierne skulle fungere som detonatorer.

Meningen var, at de to skulle mødes på 'togstationen' i København. De skulle bruge kodeord.

Hvad skulle knivene bruges til?

- Det ved jeg ikke helt nøjagtigt. Måske til knivstik, lød svaret fra den unge.

Den 32-årige var faktisk i København 19. november, men det var en ren og skær fejltagelse, har han forklaret.

Sagen fortsætter på fredag.

Se også: 30-årig anholdt for planlagt terror med knive og bombe i København

Se også: Ung syrer ville bombe København: Nu har han fået sin straf

Se også: Nye detaljer om planlagt bombeangreb mod København

Se også: Sigtet for at ville bombe København: Nu starter retssagen

Se også: Syrisk flygtning sigtet for planer om bombeangreb i København

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere