Planlagt flygtningecenter brændt ned

Efter flere dages protester mod flygtninge i Tyskland brændte et planlagt center ned i nat

Brandfolk er tirsdag formiddag i gang med efterslukingen af branden i det planlagte flygtningecenter i Nauen ved Berlin. (Foto: AP)
Brandfolk er tirsdag formiddag i gang med efterslukingen af branden i det planlagte flygtningecenter i Nauen ved Berlin. (Foto: AP)

Et planlagt flygtningecenter i Nauen udenfor Berlin brændte i nat ned.

Flygtningecenteret skulle åbne i september, men kl. 02.30 stod flammerne op fra taget i den store lagerhal.

Ifølge politiet i Potsdam er branden formentlig påsat, da fejl i de tekniske installationer i sportshallen virker højst usandsynligt, oplyser politiet ifølge Der Spiegel.

Politiets teknikere indleder tirsdag formiddag undersøgelser i brandtomten for at finde brandårsagen.

Ingen personer kom til skade.

Landkreis Havelland besluttede i juli, at sportshallen skulle bruges som flygtningecenter for omkring 100 flygtninge fra september til foreløbig årets udgang.

Beslutningen førte til store demonstrationer, og i sommer afbrød en gruppe højreekstremister et kommunalmøde.

Ildspåsættelsen er den seneste i en lang række af voldsomme protester mod flygtninge i Tyskland.

Voldsomme sammenstød
Lørdag aften kom det til sammenstød mellem politi og højrefløjsaktivister i Nauen, og fredag var omkring 1000 personer mødt op i Heidenau nær Dresden for at demonstrere mod den forventede ankomst af hundredvis af flygtninge.

Demonstrationen var indkaldt af Det Nationale Demokratiske Parti (NPD) fra den yderste højrefløj.

Under urolighederne råbte flere demonstranter 'Heil Hitler'.

Tilråbene fik efterfølgende den tyske kansler Angela Merkel til at tage stærkt afstand fra urolighederne.

- Det er afskyeligt at se, hvordan højrefløjsekstremister og neonazister forsøger at bruge et flygtningecenter til at sprede deres hadefulde budskab. Det er skammeligt at se mennesker, selv børnefamilier, tilslutte sig og støtte disse skrækkelige begivenheder, sagde Angela Merkel via sin talsmand, Steffen Seibert, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Politiet greb ind og affyrede tåregas, da en mindre gruppe af demonstranterne blokerede en vej, der fører forbi en bygning, der midlertidigt skal huse flygtninge.

Hundredvis af andre demonstranter samlede sig samtidig foran bygningen - et tidligere varehus, der er bygget om til at være bolig for omkring 600 flygtninge.

Omkring 300 personer er allerede indlogeret på stedet.

Topmøde
De tyske myndigheder er ifølge nyhedsbureauet dpa foruroliget over en stigning den seneste tid i antallet af voldelige angreb mod indkvarteringssteder for flygtninge.

Tyskland forventer i år en rekordstor tilstrømning på omkring 800.000 asylansøgere.

Den tilspidsede flygtningesituation fik i går Frankrigs præsident, François Hollande til at invitere den tyske forbundskansler Angela Merkel til Paris.

På mødet diskuterede Merkel og Hollande blandt andet kvoter for flygtninge og indvandrere, samt hvordan man kan hjælpe med at etablere modtagecentre i Grækenland og Italien til at hjælpe med at identificere asylansøgere og indvandrere, som skal sendes hjem igen.

Flygtningekrisen er den værste i Europa i over et halvt århundrede.

Tal viser, at et rekordhøjt antal flygtninge og indvandrere, nemlig 107.500 mennesker i alt, rejste ind i EU-landene alene i sidste måned. Det tal ventes at stige i de kommende måneder.