Plantagebrand i Nordjylland ulmer fortsat

Op mod 20 hektar klitområde er brændt i Nationalpark Thy. Skovrider forventer, at naturen retablerer sig selv

Video: René Schütze

Der er onsdag formiddag fortsat brand i Stenbjerg Klitplantage i Nationalpark Thy, oplyser chefvagt René Kærup fra Nordjyllands Beredskab.

- Det brænder stadig. Der er et areal på mellem 15 og 20 hektar, der har været ild i, som stadig ligger og ulmer. Det skal slukkes ordentligt, siger han kort før klokken 10.

Branden brød ud tirsdag eftermiddag, men er siden kommet under kontrol.

Det er en blanding af blæst og plantagens utæmmede natur, der har besværliggjort slukningsarbejdet.

Men onsdag er vinden stilnet af, hvilket gør slukningsarbejdet nemmere for brandfolkene.

- Der er ikke sket yderligere spredning. Vinden har lagt sig, og det hjælper os. Så branden er under kontrol, siger René Kærup.

Ifølge chefvagten er det svært at sige, hvornår branden er endeligt slukket. Det er tidligere set, at sådanne naturbrande kan vare i flere uger. Derfor vil han ikke gisne om, hvornår branden i plantagen er slukket.

- Vi tager et døgn ad gangen, siger René Kærup.

Da branden brød ud tirsdag, blev der i første omgang sendt 30-35 brandfolk afsted for at bekæmpe den. Siden kom flere til fra blandt andet Beredskabsstyrelsen, og tirsdag aften var 75 mand i gang.

I løbet af natten har der været 20 mand i gang i plantagen, og onsdag morgen er et nyt hold på 35 mand sendt afsted til naturbranden.

Branden har ramt et område mellem kystlinjen og Istrupvej.

- Det er især bjergfyr og lidt andet nåletræ, der er brændt derude. Det er typiske klitarealer, siger skovrider Ditte Svendsen fra Naturstyrelsen Thy.

Det sker med års mellemrum, at en naturbrand hærger. Men det er ikke nogen katastrofe, lyder det fra skovrideren.

Naturen har for vane selv at retablere sig og komme på benene igen, siger hun.

- I første omgang vender vi ryggen til og lader naturen råde. Så ser vi, hvad der sker.

- Jeg forventer, at der i løbet at relativt kort tid vil indfinde sig en klithedevegetation derude. På længere sigt vil vi nok også se, at træer spreder sig fra den omgivende plantage, siger hun.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere