Politi advarer: Livsfarligt at færdes på søerne i København

Folk lytter ikke til politiets anvisninger

Folk færdes på søerne i København, selvom politiet advarer stærkt imod det. (Video: Anthon Unger)

Københavns Politi opfordrer folk, der lige nu færdes på søerne i København, til omgående at komme ind på land.

- Det er forbundet med livsfare at gå rundt på isen. Den er slet ikke tyk nok. Vi er på stedet og forsøger at få folk ind. Men de lytter ikke, siger vagt-chef Michael Andersen til Ekstra Bladet.

Ifølge Michael Andersen er isen på de tre søer Peblinge Sø, Sortedams Sø og Sankt Jørgens Sø omkring 6-8 centimeter tyk.

- Det er slet ikke nok. Isen skal være omkring 16-18 cm. tyk for at den kan bære. Samtidig befinder der sig ofte op til 50 personer på samme sted. Så det er mange kilo, som isen skal bære, siger vagtchefen.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

Fem meter dyb
Peblinge Sø og Sortedams Sø er omkring 2,5 meter dybe mens Sankt Jørgens Sø er omkring fem meter dyb.

- Det er jo direkte livsfarligt, hvis man går gennem isen på sådanne dybder. Dels risikerer man at drukne. Og dels kan man gå i panik og få svært ved at komme op igen på isen. Desværre lytter folk ikke til vores anvisninger.

Vi har betjente på stedet, som med megafoner beder folk om at komme ind. Men så snart vi forlader den ene ende af søerne og tager hen i den anden ende, går folk atter ud på isen, fastslår vagtchefen overfor Ekstra Bladet.

Også børn på isen
Ifølge politiet er der både voksne og børn på isen.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

- Det er jo ikke til at forstå, at voksne mennesker tager deres børn ud på isen, når der tydeligt er skiltet med, at man ikke må gå derud. Men folk er jo glade for sneen og isen og for at stå på skøjter, konstaterer vagtchefen.

Også i flere andre politikredse bliver der advaret om at holde sig fra søer med is.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere