Politi advarer mod lumske tricktyve: - Lås døren

Politiet advarer om en kvinde, der sammen med en 10-årig dreng forsøger at trænge ind hos ældre mennesker under påskud af, at de sælger Her&Nu

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer om en kvinde, som sammen med en 10-årig dreng forsøger at komme ind hos ældre mennesker i politikredsen.

Det oplyser de på Twitter.

Til Ekstra Bladet forklarer vagtchef Nikolaj Hølmkjær, at de to personer på få timer har forsøgt at slå til tre gange i forskellige byer i Jylland. Han er derfor overbevist om, at der er tale om forsøg på tricktyveri.

- Der er tale om en kvinde og en dreng, der angiveligt er omkring 10 år. De har af tre omgange i Gram, Jels og Rødding på forskellige adresser forsøgt at komme ind hos ældre mennesker ved at sige, at de sælger bladet Her&Nu. Formår de ikke at blive lukket ind, siger de, at de gerne vil have vand eller vil låne toilettet, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Ifølge Nikolaj Hølmkjær er kvinden og barnet ikke blevet lukket ind hos nogle endnu.

- Heldigvis har de mennesker, hvor kvinden og drengen har forsøgt at komme ind, ikke ladet sig narre, så deres nummer har ikke virket endnu, siger han.

Leder efter dem
Syd- og Sønderjyllands Politi er lige nu i gang med en større eftersøgning af de to personer. De mistænker nemlig, at de vil forsøge at slå til i flere byer.

- De rykker sig jo tydeligvis, og derfor har vi informeret alle de andre politikredse, som også holder øje med dem. Vi er lige i hælene på dem, men de har desværre været før os indtil nu, siger Nikolaj Hølmkjær.

Han har derfor også et godt råd til, hvad man skal gøre, hvis man støder på de to personer, eller de forsøger at komme ind i ens hjem.

- Luk og lås døren, og møder man dem, skal man lade være med at lukke dem ind og ringe til politiet med det samme. Vi vil jo selvfølgelig meget gerne have kontakt til dem, siger vagtchefen, der understreger, at de derfor gerne hører fra vidner, der har set de to personer.

- Vi har desværre ikke fået nogle henvendelser endnu, der har ført til, at vi har anholdt dem.

Politiet beskriver den efterlyste dreng som østeuropæisk af udseende med et rundt ansigt og sort hår. Han er iført en jakke af mærket Canadian Goos.

Den efterlyste kvinde er ifølge politiet engelsktalende. Hun er iført et sort tørklæde med en stor hat under, sort lang dunjakke og lange brune støvler med hvidt for. Hun har ifølge politiet 'en markant stor tand i undermunden'.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere