Politi affyrer skud: Blev angrebet med sten

Betjente måtte affyre et varselsskud på Christiania, da de blev angrebet med sten

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Turister på Christiania fik onsdag eftermiddag lidt ekstra at kigge på, da en gruppe betjente blev angrebet med sten og som modsvar affyrede et varselsskud.

Det bekræfter vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi over for Ekstra Bladet.

- De bliver massivt presset af en gruppe, der kaster sten efter dem, og så ser de sig nødsaget til at affyre et varselsskud, siger vagtchefen. 

Episoden skete klokken 15.10. Vagtchefen kan ikke oplyse præcis, hvor det skete, men siger, at det var 'på vej ud fra Christiania'.

Gruppen, der kastede sten og udløste politiets varselsskud, bestod af seks til otte persoer. Der er ikke nogle af dem, der er blevet anholdt endnu.

- Men det kan være, der kommer en anholdelse på et senere tidspunkt, siger Henrik Svejstrup.

Politiet var ikke i gang med en aktion, men var blot til stede på fristaden, da de blev angrebet med sten.

- Der er en gruppe, der går på patrulje derude. Det er helt normalt at se dem derude, og det har det været i et par år, lyder det fra vagtchefen.