Politi afventer konklusion: Baby-skelet på loft er undersøgt

Retsmedicinere har undersøgt det lille skelet, som blev fundet på et loft på Frederiksberg for en uge siden

Ejendommen, hvor barneliget blev fundet, er opført i 1912. Foto: Henning Hjorth
Ejendommen, hvor barneliget blev fundet, er opført i 1912. Foto: Henning Hjorth

Det er en uge siden, at bygningsarbejdere under renovering af en ejendom på Frederiksberg gjorde en særlig opdagelse på loftet.

Her fandt de en papkasse med et - viste det sig - skelet af et spædbarn.

Politiet blev tilkaldt, og skelettet blev bragt til Retsmedicinsk Institut.

I forbindelse med fundet meldte politiet ud, at der intet væv var at finde på skelettet, og at man var meget i tvivl, om hvor længe, det har ligget på loftet, men at man vurderede, at der var i hvert fald tale om mere end et år.

- Der er foretaget undersøgelser på Retsmedicinsk Institut nu, men vi afventer konklusionen på undersøgelserne, siger Robert Jensen, Københavns Politi til Ekstra Bladet her ugen efter.

Det er dermed stadig uvist, hvor mange år siden baby'en døde, og om man har kunnet se, hvad dødsårsagen er.

- Det må være vigtigt at finde ud af, om I står med en sag af nyere karakter eller ej?

- Jo, det er vigtigt at finde ud af, og det gør vi også så hurtigt, det er muligt, lyder svaret.

Politiet har ikke på nuværende tidspunkt flere kommentarer til undersøgelserne.

Kulstof 14-metode kan bruges
Peter Juel Thiis Knudsen vicestatsobducent på Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet er ikke involveret i undersøgelserne af skelettet fra Frederiksberg, men siger generelt:

- Man skal finde ud af, hvor gammelt skelettet er, om det er nutidigt eller historisk. En af de metoder, som kan stå alene, er en kulstof 14-metode, siger han set fra et retspatologisk synspunkt, for oftest er også kriminalteknikere, som undersøger selve findestedet, inddraget.

Thiis Knudsen siger videre:

- Hvis det viser sig at være nutidigt, undersøger man skelettet for vold eller sygdomme, og så skal man finde ud af, hvem det er. Man kan ikke se på et meget lille skelet, hvilket køn, der er tale om, men det kan en dna-prøve vise. Herefter skal man finde ud af, hvem det er i familie med, men for at dna kan afsløre det, skal man have noget at sammenligne med.

Tager lang tid
Både kulstof 14-undersøgelse og retsgenetiske undersøgelse (dna) kan strække sig over lang tid, da det er komplicerede undersøgelser, understreger han. 

Thiis Knudsen forklarer, at retsmedicinere tit inddrager antropologer i undersøgelser af knogler, som man mistænker kan være  gamle.

- For antropologer som til daglig arbejder med gamle knogler har stor erfaring i aldersbestemmelse af knogler.

Københavns Politi siger, at de har fået enkelte henvendelser, efter det kom frem, at man havde fundet det lille skelet.

- Men de har ikke haft afgørende betydning, siger Robert Jensen.

Bygningsarbejderne var ved at udskiftet tag på ejendommen på Prinsesse Maries Alle, da de gjorde fundet fredag morgen i et skunkrum under taget.