Politi anholder flere efter skudepisode

Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt en række personer efter en skudepisode i Kalundborg

Video: Byrd/Jens Nielsen

Der har søndag eftermiddag været flere anholdelser i forbindelse med en skudepisode samme dag i Kalundborg.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

Skuddene skulle være løsnet på Klosterparkvej, hvor politiet modtog anmeldelse om dette klokken 16.57.

De anholdte skulle være kørt i en bil fra stedet, fortæller vagtchef Boye Rasmussen.

- Nogle biler er kørt fra stedet, og vi har også fundet mindst et patronhylster derude.

- Vi har tre eller fire anholdte, som måske kan knyttes til denne her episode, siger vagtchefen.

Han fortæller, at politiet fik en beskrivelse af bilen efter skyderiet, og den bil, som de har standset, passer på den beskrivelse.

Vagtchefen kan endnu ikke oplyse, om de anholdte har relationer til bander.

- Nej, det er for tidligt.

Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu stedet.

- Det er klart, at der er et større politiopbud. Vi sikrer nogle beviser og spor, siger Boye Rasmussen.