Politi: Attentatmand kendte ikke sine ofre

Hollandsk politi afviser, at der skulle være en forbindelse mellem formodet gerningsmand og ofre i Utrecht

Se den formodede gerningsmand blive anholdt og kørt væk her. Video: AP

Tre personer mistede livet, mens tre andre blev alvorligt såret, da en gerningsmand mandag åbnede ild i en sporvogn i den hollandske by Utrecht.

Efter skyderiet fulgte en længerevarende menneskejagt, der først sluttede, da politiet først på aftenen anholdt den 37-årige mand, der ifølge politiet stod bag skyderiet.

Siden er også en 23-årig og en 27-årig mand blevet anholdt, og politiet efterforsker nu deres relation til sagen.

Se også: Medie: Hollandsk politi har anholdt endnu to efter skyderi

Politiet har endnu ikke lagt sig fast på et motiv, men man begyndte hurtigt at arbejde ud fra et muligt terror-motiv.

Og det motiv er stadig et af dem, man arbejder mest ud fra, oplyser Hollands anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Tidligere har blandt andre det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ellers oplyst, at skyderiet skulle være sket som led i et familieopgør, hvor en kvinde var målet for den 37-årige, hvorefter andre blandede sig og derfor også blev skudt af gerningsmanden.

Men ifølge anklagemyndigheden er der intet, der tyder på, at der er nogen relationer mellem den 37-årige og ofrene for skyderiet.

Anklagemyndigheden tager derfor 'muligheden for et terror-motiv yderst seriøst'. De oplyser dog samtidig, at de stadig efterforsker andre mulige motiver.

Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
 

Se også: Medie: Åbnede ild mod tilfældige i 2013

Det skyldes blandt andet et brev, man fandt i den Renault Clio, den 37-årige menes at have stjålet kort inden skyderiet, og omstændighederne omkring skyderiet, oplyser anklagemyndigheden. Indholdet af brevet bliver foreløbig ikke oplyst.

Ofrene for skyderiet var en 19-årig kvinde fra Vianen samt en 28-årig og en 49-årig mand fra Utrecht. Derudover blev en 20-årig og en 21-årig kvinde samt en 74-årig mand hårdt såret, og endelig fik fire andre mindre kvæstelser som følge af de kaotiske scener, eksempelvis ved at falde, oplyser politiet.

Politiet har som led i efterforskningen foretaget ransagninger flere steder i Utrecht i løbet af mandagen og natten til tirsdag.

Efterforskningen fortsætter tirsdag, og man vil samtidig foretage yderligere afhøringer af de tre anholdte.