Politi beder om hjælp: Mand forfølger og beføler kvinder

Syd- og Sønderjyllands Politi har fået yderligere en anmeldelse om en mand, der har begået overgreb mod kvinder flere steder i Sydjylland

En 20-årig kvinde fra Varde-området oplevede fredag morgen ved fire-tiden at blive befamlet af en mand i Esbjerg midtby. Tidligere har flere kvinder i løbet af december anmeldt noget lignende.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller til Ekstra Bladet, at det drejer sig om mellem fem og syv anmeldelser, og derfor ser man alvorligt på situationen.

De beder nu lokalbefolkningen om hjælp til at finde manden, der beskrives som 30-35 år og af anden etnisk udseende end dansk.

- Det er det samme mønster hver gang, kan vi se ud fra de anmeldelser, som vi har fået, siger kommunikationsrådgiver Helle Lundberg til Ekstra Bladet.

Signalement af manden

Manden beskrives som
• 30-35 år og af anden etnisk udseende end dansk
• Ikke særlig mørk i huden
• Taler forståeligt dansk men med tydelig accent
• Mørkt kort hår og mørkt kort skæg
• Iført en sort jakke med hætte
• Trak med en grå herrecykel
 

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Nægter at stoppe
Den 20-årige kvinde, der senest har anmeldt et overgreb, havde været i byen i Esbjerg. På vej til sit overnatningssted fulgte en mand, der trak med en cykel, efter hende på Sjællandsgade og tog hende på bagdelen.

Kvinden protesterede og for at slippe for manden gik hun ind i en park på hjørnet af Nygårdsvej og Sjællandsgade. Men manden lagde cyklen, fulgte efter hende og fortsatte med at beføle hende. På et tidspunkt fik kvinden vristet sig fri og løb væk.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil gerne tale med alle, der måske har set manden. Det drejer sig både om personer, der kan have set ham følge efter kvinden eller som kan have en ide om, hvem han kan være.