Politi beslaglægger 1000 skydevåben i luksusvilla i Los Angeles

En villa værd millioner af dollar i et glamourøst kvarter i Los Angeles gemte på mere end 1000 skydevåben

Mere end 1000 skydevåben er blevet beslaglagt i en luksusvilla i et glamourøst kvarter i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien.

Det oplyser de lokale myndigheder natten til torsdag dansk tid.

Politiet i Los Angeles fik onsdag eftermiddag lokal tid tilladelse til at ransage villaen, som er vurderet til at være flere hundrede millioner dollar værd.

Villaen ligger på grænsen mellem kvarterne Bel Air og Holmby Hills - ikke langt fra Playboy Mansion - oplyser politiet.

En mand er efterfølgende blevet anholdt for ulovlig våbenbesiddelse og våbensalg. Mandens identitet er ikke blevet offentliggjort.

Billeder og videooptagelser fra ransagningen viser stakkevis af geværer, håndvåben og haglgeværer, som politiet placerede i villaens indkørslen.

Mens hovedparten af skydevåbnene fremstår moderne, er der også skydevåben iblandt, som er mere end 50 år gamle.

Enkelte våben ser ifølge den lokale tv-station KABC-TV ud til at være samlerobjekter, der stammer tilbage fra den amerikanske borgerkrig.

- Jeg har aldrig set så mange våben i min 31 år lange karriere, siger politikommissær Chris Ramirez.

- Det er et utrolig stort våbenarsenal for en residens som denne, i et kvarter som dette. Det er utroligt.

Politiet har tidligt torsdag morgen dansk tid ikke leveret yderligere oplysninger om, hvad grunden til den store våbenbeholdning i villaen kan være, eller hvem den anholdte mistænkes at have solgt våben til.

Myndighederne modtog forud for ransagningen et anonymt tip om en person, "der fortager ulovlige våbentransaktioner", oplyser myndighederne i en meddelelse.

Der er ingen grund til at frygte for offentlighedens sikkerhed, lyder det videre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere