Politi: Brexitkrise var måske årsag til aktion mod tog

Britisk politi siger, at forsøg på at forstyrre jernbanedrift i sidste måned måske har rod i brexitkrise

Det britiske politi undersøger forsøg på at skabe forstyrrelser mod jernbanedriften i marts som en aktion, der kan have relation til brexitkrisen.

- Der er tale om et alvorligt og overlagt forsøg på at forårsage betydelige forstyrrelser i den britiske togtrafik, siger Sean O'Callaghan fra det britiske transportpoliti. Han understreger, at aktionen, som først blev omtalt som "sabotage", kun havde til hensigt at skabe forsinkelser og forstyrrelser.

Myndighederne siger, at der er tale om to separate episoder, som fandt sted i sidste måned.

- Vi tænker bredt i vores efterforskning, hvor vi søger svar på, hvorfor nogen vil sætte deres liv på spil ved at lægge genstande ud på jernbanenettet. Men vi har grund til at tro, at dette har at gøre med Storbritanniens exit fra EU, siger han.

Politiet siger, at der er tale om 'to ondsindede forhindringer' lagt ud på jernbanestrækninger i det østlige amt Cambridgeshire den 21. marts og igen den 27. marts i amtet Nottinghamshire.

Politiet gør det klart, at der ikke er foretaget anholdelser i sagen.

- I begge tilfælde identificerede kolleger fra Network Rail de genstande, som var lagt ud på skinnelegemet. De skulle have skabt forstyrrelser i togdriften, men de planlagte forstyrrelser kom ikke til at ske, hedder det i en officiel erklæring fra Sean O'Callaghan fra det britiske transportpoliti.

- En række sikkerhedsforanstaltninger på togstrækningerne er med til at spore og forhindre denne form for sabotage. Vi arbejder nu utrætteligt på at spore de personer, som står bag, hedder det videre.

Politiet har ikke oplyst detaljer om de genstande, der var lagt ud på sporene. Der er heller ingen oplysninger om, hvor episoderne sættes i forbindelse med brexit.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere