Politi: Derfor havnede bus oppe på skrænt

En bybus endte oppe på en skrænt ved en motorvej. Tre personer kom lettere til skade

En bus endte mandag helt oppe i budskadset, der afgrænser Amagermotorvejen ved afkørsel 21 ved Avedøre Havnevej. Video/foto: alarm112danmark.dk

En bybus endte mandag i et umiddelbart dramatisk uheld, da den kørte galt på Amagermotorvejen ved afkørsel 21.

Her endte bussen oppe på en skrænt mellem nogle træer.

Ifølge politiet er der dog ikke noget meget dramatisk bag uheldet.

- Bussen kom på en eller anden måde i slinger, og så mistede chaufføren herredømmet, så bussen endte på jordvolden, siger Kim Madsen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet.

Det er uklart, præcis hvorfor buschaufføren mistede herredømmet, men han var i stand til at tale med politiet bagefter.

Der var tre personer i bussen, og alle slap med mindre skader oven på den noget uventede standsning.

- Men vi er glade for, at bussen ikke var fuld af skolebørn, siger vagtchefen.

Det er endnu uvist, om chaufføren vil blive sigtet for noget i forbindelse med uheldet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere