Politi efter alvorlig trafikulykke: Det kan være en bevidst påkørsel

- Der er vidner, der fortæller os, at der kan være tale om en forsætlig påkørsel, lyder det fra Østjyllands Politi efter en trafikulykke mellem en scooter og en bil i Aarhus

Video: Local Eyes / Claus Bonnerup

Østjyllands Politi var talstærkt til stede, efter en bil og en scooter kolliderede onsdag aften.

Se mere video på localeyes.dk

Ulykken skete omkring 19.45 på Hasle Ringvej i Aarhus, og i flere timer var vejen lukket i begge retninger under massivt politiopbud.

- Det er korrekt, at vi var mange derude. Der er nogle vidner, der fortæller os, at der kan være tale om en forsætlig påkørsel, siger vagtchef Martin Christensen til Ekstra Bladet torsdag morgen.

Han fortæller, at man lige nu arbejder ud fra teorien, men at man endnu ikke har talt med føreren af scooteren.

- Han er kommet alvorligt til skade i forbindelse med ulykken, men han overlever. Vi har derfor ikke haft mulighed for at afhøre ham endnu, siger vagtchefen.

Han fortæller, at de pårørende er underettet.

112 - 3. jan. 2018 - kl. 21:56 Stort politiopbud efter trafikulykke

Man har ikke foretaget anholdelser i forbindelse med ulykken.

- Vi har ikke fat i bilisten endnu, siger vagtchefen.

- Men ved I, hvem der har ført bilen?

- Nej, det ved vi endnu ikke. Men jeg har ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt. Vi er stadig i gang med vores undersøgelser, lyder det fra vagtchefen.

Videooptagelser fra stedet i aftes viser, at der mindst var ti betjente, politihunde og en indsatsleder på stedet.

Hasle Ringvej var lukket i begge retninger flere timer efter ulykken.