Politi efterforsker sammenhæng mellem kænguru-tyverier

Ni kænguruer blev i weekenden stjålet fra Munkholm Zoo. Politiet undersøger nu mulige sammenhænge til flere kænguru-tyverier

Benny Johansen er ejer af Munkholm Zoo på Djursland, hvorfra ni kænguruer blev stjålet i weekenden. Den lille zoo er til salg og har været det i lidt over to år. Foto: Claus Bonnerup
Benny Johansen er ejer af Munkholm Zoo på Djursland, hvorfra ni kænguruer blev stjålet i weekenden. Den lille zoo er til salg og har været det i lidt over to år. Foto: Claus Bonnerup

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket tyveriet af fem kænguru-unger og fire voksne hunner, som natten mellem fredag og lørdag blev stjålet fra Munkholm Zoo på Djursland.

De har ganske få spor at gå efter i sagen. Ifølge talsperson for politiet Janni Lundager har ingen henvendt sig med viden om sagen, og de fysiske spor er begrænsede.

Hun bemærker dog, at weekendens tyveri af de ni kænguruer ikke er enestående.

- Nu begynder vi at se på, hvad der er af efterforskningsmuligheder. Vi er opmærksomme på, at der har været en række tyverier af kænguruer i flere politikredse, og derfor ser vi selvfølgelig på, om der kan være nogle sammenhænge, siger Janni Lundager.

Ifølge Aarhus Stifttidende er 23 kænguruer blevet stjålet ved fem forskellige tilfælde det seneste år.

Se også: Dansk zoo-ejer i chok: Ni kænguruer stjålet

Ejer af Munkholm Zoo, Benny Johansen, forklarer, at tyveknægtene er kørt ind over naboens mark, hvor de har efterladt sig hjulspor og fodspor. Der er ingen fingeraftryk, der hvor de har klippet hegnet op, og den lille zoo, som huser omtrent 400 dyr, har ikke råd til overvågning alle steder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Benny og Annelise Johansen, som ejer Munkholm Zoo, har opbygget deres kænguruflok over mange år. Efter tyveriet er kun én kænguru tilbage, og de arbejder på at skaffe nye dyr til flokken. Privatfoto
Benny og Annelise Johansen, som ejer Munkholm Zoo, har opbygget deres kænguruflok over mange år. Efter tyveriet er kun én kænguru tilbage, og de arbejder på at skaffe nye dyr til flokken. Privatfoto

- Vi har overvågning ved zooens cafeteria, men vi dækker næsten ti tønder land, og hvis vi skulle have overvågning alle steder, ville det jo være sindssygt dyrt, siger Benny Johansen.

Han fortæller, at de er i gang med at sætte overvågning op rundt omkring ved dyrene, men er i tvivl om, hvor meget det hjælper.

- Mange forskellige zoologiske haver har fået stjålet dyr, det er ikke bare os. Og man kan ikke bare gå ind, man skal have det rette værktøj med og vide, hvad man gør. Hvis tyveknægte vil ind, så kan du jo ikke holde dem ude, siger han.

Må være bange
Benny Johansen vurderer ud fra anlæggets tilstand lørdag morgen, at gerningsmændene har fanget nogle af kænguruerne i deres hus og andre har de jagtet ude i det åbne anlæg, og det bekymrer ham.

- De går fuldstændig i panik. Det eneste, man ikke må, når man har kænguruer, det er at fange dem ude i det åbne. For en kænguru den styrter så hurtigt afsted, at når den hamrer ind i et net, så kommer den til skade, siger han.

Se også: Mystik om stjålne kænguruer: - Det er sgu mærkeligt

Han frygter, at dyrene har været meget bange og stressede efter at være blevet flyttet, og det bliver ifølge zoo-ejeren kun værre, hvis de nu bliver skjult et sted, hvor de ikke kan boltre sig i det åbne, som de plejer.

- Frygter I for jeres andre dyr?

- Det gør vi da. Helt klart, det gør vi da. Men vi har simpelthen ikke midler til at sætte overvågning op på ti tønder land, siger han, men tilføjer, at de prioriterer at få sat overvågning op ved den sidste tilbageværende kænguru.

Politiet har endnu ingen teori om motivet for tyveriet.

Hvis du har viden om sagen, kan du kontakte politiet på 114.