Politi efterforsker voldtægt af teenager

19-årig kvinde fra Skanderborg anmeldte søndag eftermiddag en voldtægt ved skovområde

En ung kvinde fra Skanderborg blev i nat voldtaget ved et skovområde nær Mundelstrup.

Det har hun anmeldt til Sydøstjyllands Politi, som i flere timer minutiøst har undersøgt det formodede gerningssted vest for Aarhus.

Det fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jesper Brian Jensen, til Ekstra Bladet.

- Det er sket sidst på aftenen/først på natten til i dag, men hun har anmeldt det klokken 12.52, fortæller han uden at kunne give mange detaljer om forbrydelsen.

- Vi har sikret spor og foretaget afhøringer af vidner, men de nærmere omstændigheder kan jeg af hensyn til efterforskningen ikke komme ind på.

Det er dermed uvist, hvad den unge kvinde lavede ved det lille skovområde, som TV2 Østjylland betegner det formodede gerningssted, da ugerningen fandt sted.

Kvinden er blevet personundersøgt af en retsmediciner.

Politiet kan heller ikke i skrivende stund give noget signalement til offentligheden af gerningsmanden, ligesom man ikke kan oplyse om nogen eventuel relation mellem offer og gerningsmand.

Ifølge TV2 Østjylland var politiet ved 21-tiden færdige på gerningsstedet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere