Politi efterlyste med navn og foto - nu er sigtelsen droppet

Politi dropper sigtelsen i en skudsag i Plejelt, hvor offeret stak af ved at stjæle bil med hund

Politiet opgiver at rejse en sag mod Mikkel Søder, som var mistænkt for et skyderi i Plejelt i Nordsjælland sidste år.

Den 32-årige mand blev i marts anholdt og sigtet i sagen. Men nu har politiet frafaldet sigtelsen.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau. Men politiet ønsker umiddelbart ikke at oplyse nærmere om, hvorfor sigtelsen frafaldes.

Politiet udsendte i maj 2019 en offentlig efterlysning af Mikkel Søder med navn og foto, da han ikke selv meldte sig til politiet.

Cirka ti måneder senere lykkedes det politiet at anholde ham, og han blev i marts i år varetægtsfængslet i sagen.

Skyderiet fandt sted 25. januar 2019 om eftermiddagen i Plejelt. Her blev en da 29-årig mand beskudt af en eller flere gerningsmænd.

Den 29-årige løb efterfølgende ind på en gårdsplads på Plejeltvej, hvor han stjal en bil, der holdt i tomgang, og kørte fra stedet.

Episoden var opsigtsvækkende, for i bilen var bilejerens hund, Oskar, og politiet efterlyste efterfølgende bilen med hunden.

Dagen efter blev både hund og bil fundet på Hestens Bakke i Helsingør, efter at den 29-årige via en advokat havde kontaktet politiet med oplysning om, hvor bilen var efterladt.

Selv om sigtelsen nu er droppet, kommer Mikkel Søder dog ikke på fri fod. Det skyldes, at han allerede afsoner en dom, skriver Ekstra Bladet.

Allerede før skyderiet i Plejelt var han nemlig efterlyst, fordi han afsonede en dom på seks års fængsel for et røveri mod Kongsted Sparekasse, hvor fem bankansatte blev bagbundet og anbragt på gulvet i knap halvanden time.

Men Mikkel Søder udeblev ifølge Ekstra Bladet fra afsoning i forbindelse med en udgang fra fængslet 18. december 2017.