Politi: En viste drabsvideo på uddannelsesinstitution

Flere er nu sigtet i sagen om at dele eller vise drabsvideo fra Marokko - de sigtede personer er i alderen 13 til 69 år, oplyser Østjyllands Politi

Danske Louisa Vesterager Jespersen (t.v.) og norske Maren Ueland blev 19. december dræbt under vandreferie i Marokko. Privatfoto
Danske Louisa Vesterager Jespersen (t.v.) og norske Maren Ueland blev 19. december dræbt under vandreferie i Marokko. Privatfoto

En af de 12, der onsdag blev sigtet for at have delt en video fra Marokko i forbindelse med drabene på en dansk og en norsk kvinde, er sigtet for at have vist videoen for en bred skare på en uddannelsesinstitution.

Det oplyser politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Ellers handler sagerne om, at videoen er blevet delt på de sociale medier som Facebook Messenger eller andre sociale medier.

Det er ifølge politiet ulovligt, fordi videoen er krænkende både over for de efterladte og over for den dræbte selv.

- Det er i det øjeblik, man deler materialet, at det bliver ulovligt. Og det behøver sådan set ikke bare at være digitalt. Altså på de sociale medier. En af sigtelserne handler om en analog deling. Altså hvor en person er sigtet for at vise videoen for en bred skare på en uddannelsesinstitution, siger Michael Kjeldgaard til Ekstra Bladet.

Den pågældende video viser drab i forbindelse med sagen om den 24-årige danske rygsækrejsende Louisa Vestergaard Jespersen og norske 28-årige Maren Ueland fra Bryne. De to var på vandrerferie i Marokko. Begge kvinder blev dræbt i Atlasbjergene nær byen Imlil. Videooptagelsen florerede efterfølgende på de sociale medier.

Se også: 14 personer sigtet for at dele drabsvideo

Det kom også frem, at en række personer efterfølgende har generet familien til den danske kvinde ved at sende optagelser af videoen til familiemedlemmernes sociale medieprofiler.

Michael Kjeldgaard fortæller, at der ikke er nogen af de 12, som er sigtet for på den måde at have henvendt sig direkte til familien.

Til gengæld har efterforskningen vist, at der er personer fra udlandet, som har sendt den krænkende video videre.

- Det er klart, at det har vist sig, at en bruger af et socialt medie er kommet fra et land i Mellemøsten, så sætter det sine begrænsninger for, hvad vi kan gøre. Vi har valgt at sigte personer, som vi har kunnet få fat på, og hvor vi mener, at der er et grundlag for at sigte dem, siger Michael Kjeldgaard videre.

Østjyllands Politi har fået 118 anmeldelser i sagen. Nogle har været konkrete, mens andre har været tip via politiets app til mobiltelefoner.

Efterforskningen af de 118 tip har ført til samlet 14 sigtelser. De 12 handler om delinger af videoen. De sidste to har handlet om billigelse af handlingen.

- Det er eksempelvis, hvis en person i en kommentar til et opslag af videoen har skrevet 'Det har de godt af' eller 'de får som fortjent', forklarer Michael Kjeldgaard.

Selv om det ikke er ulovligt at opbevare videoen, så opfordrer politiet alligevel til, at man sletter den.

- Der er altså nogle efterladte at tænke på. og så er der også eftermælet hos den kvinde, der bliver dræbt på videoen, forklarer Michael Kjeldgaard.

Michael Kjeldgaard fortæller, at der sideløbende med Østjyllands Politis efterforskning af delinger af videoen også foregår arbejde hos Rigspolitiets særlige afdeling for Cyberkriminalitet NC3.

Den del af arbejdet handler blandt andet om at få fjernet videoen fra videostreamingtjenester i udlandet. Eksempelvis USA.

Af de 14 sigtede i Danmark fordelt på ni politikredse er to af de sigtede under 15 år. Her er de sociale myndigheder blevet involveret.

Det næste skridt i efterforskningen handler ifølge Michael Kjeldgaard om at gennemgå de computere og mobiltelefoner for data, som man efter ransagninger har beslaglagt hos de sigtede.

I Norge er videoen også blevet delt, og norsk politi oplyser i en pressemeddelelse, at det har fået over 400 henvendelser om delinger. Det har dog endnu ikke ført til nogen sigtelser.

Sådan er sigtelserne fordelt

12 personer er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 264 d stk. 2 jf. stk. 1

To personer er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 136 stk. 2

Du kan se paragraffernes fulde ordlyd i bunden af faktaboksen.

De 14 sigtelser er fordelt over ni ud af landets 12 politikredse:

  • Tre sigtelser i Sydøstjyllands politikreds – heraf én for § 136 stk. 2
  • Tre sigtelser i Midt- og Vestsjællands politikreds
  • To sigtelser i Fyns politikreds
  • En sigtelse i Nordsjællands politikreds
  • En sigtelse i Nordjyllands politikreds
  • En sigtelse i Midt- og Vestjyllands politikreds – heraf én for §136 stk. 2
  • En sigtelse i Sydsjællands- og Lolland Falsters politikreds
  • En sigtelse i Københavns politikreds
  • En sigtelse i Københavns Vestegns politikreds

De sigtede er i aldersgruppen 13-69 år:

  • Seks er i alderen 13-18 år (heraf er 2 personer under 15 år, og det skal herfra vurderes om deres sager evt. skal i Ungdomskriminalitetsnævnet)
  • Tre er i alderen 22-36 år
  • Fem er i alderen 45-69 år

§ 264 d. Med bøde eller fængsel indtil seks måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.

Stk. 2. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil tre år.

§ 136. Den, som uden derved at have forskyldt højere straf offentlig tilskynder til forbrydelse, straffes med bøde eller fængsel indtil fire år.

Stk. 2. Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, straffes med bøde eller fængsel indtil to år.

Kilde: Østjyllands Politi og Retsinformation

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere