Politi finder amfetamin og ulovlige våben: Mand fængslet

33-årig mand fra Sakskøbing fængslet efter ransagning, hvor politiet fandt amfetamin, kontanter og ulovlige våben

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 33-årig mand fra Sakskøbing er blevet varetægtsfængslet frem til 11. november i en sag, hvor han er sigtet for narkosalg og ulovlig våbenbesiddelse.

Det fortæller anklagerfuldmægtig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ulrik Birk, til Ekstra Bladet.

Manden blev onsdag klokken 15.35 anholdt, efter at politiet på baggrund af tip havde ransaget manden bopæl og hans bil. Under ransagningen fandt politiet 405 gram amfetamin, 19.000 kroner i kontanter samt et knojern og en strømpistol.

Grundlovsforhøret ved Retten i Nykøbing Falster blev afviklet for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Manden nægtede sig skyldig i den mest alvorlige del af sigtelsen - besiddelse af den forholdsvis store mængde amfetamin med henblik på videresalg - men han erkendte til gengæld besiddelse af knojern og strømpistol.

Ulrik Birk fortæller til Ekstra Bladet, at det er politiets opfattelse, at de 19.000 kroner stammer fra fortjeneste på narkosalg.

- Omregnet til salg svarer det til ikke under 190 gram amfetamin, siger Ulrik Birk.

Der blev både fundet amfetamin i mandens bolig og i hans bil. Men Ulrik Birk vil på grund af dørlukningen ikke komme nærmere ind på øvrige forhold i sagen. Eksempelvis hvor de 19.000 kroner blev fundet.

- I sådan nogle sager er det ofte sådan, at selv om der foreligger en delvis erkendelse, så oplever man ofte forskellige forklaringer. Vi har et hensyn at tage til efterforskningen, der i høj grad risikerer at blive påvirket, hvis detaljer kommer frem på nuværende tidspunkt, siger Ulrik Birk til Ekstra Bladet.

Retsformanden mente i sin kendelse, at der var begrundet mistanke om, at den 33-årige er skyldig i de sigtede forhold.