Politi finder død mand: Hjælp med at få ham identificeret

Lokalpolitiet i Vejle efterlyser hjælp fra offentligheden til at få identificeret afdød mand. Nøglebundt spiller vigtig rolle

Politiet håber, at folk kan kende en særlig nøglebrik med påskriften 'SSS Siedle'. (Foto: Østjyllands Politi)
Politiet håber, at folk kan kende en særlig nøglebrik med påskriften 'SSS Siedle'. (Foto: Østjyllands Politi)

Sydøstjyllands Politi efterlyser hjælp fra offentligheden til at få identificeret en mand på mellem 70 og 80 år, som søndag formiddag blev fundet død ved havnen i Vejle.

Det fortæller politikommissær John Skjødt fra lokalpolitiet i Vejle til Ekstra Bladet.

Der var ingen identifikationspapirer på manden, men til gengæld har politiet fundet et nøglebundt i den ene af mandens lommer. Det er det nøglebundt, som politiet nu håber, at folk kan hjælpe med oplysninger om.

- Vi har været ude ved flere boligofreninger i Vejle, og der har vi ikke haft held med os. Vi er af den opfattelse, at der er tale om en dansk mand, men vi kan ikke sige det med sikkerhed, siger John Skjødt til Ekstra Bladet.

Speciel nøglebrik
I nøglebundtet er en særlig nøglebrik, som bruges til at åbne en dør elektronisk. Politiet håber, at nogen kan genkende brikken, som har påskriften 'SSS Siedle' på sig. Desuden er der en anden brik med nummeret 37. Det kan ifølge Skjødt være en kældernøgle.

Det var inde på land ved det såkaldt svajebassin i havnen, at politiet fandt død mand søndag formiddag. (Googlemaps)
Det var inde på land ved det såkaldt svajebassin i havnen, at politiet fandt død mand søndag formiddag. (Googlemaps)

Ifølge politiet har manden, der er fundet død, et udseende, som godt kan tyde på, at han er dansk.

- Men vi kan ikke sige det med 100 procents sikkerhed. Det er for eksempel heller ikke sikkert, at han er fra Vejle, siger John Skjødt, som også fortæller, at politiet har fået havnebassinet undersøgt for at få klarlagt, om manden måske har været kørende i bil eller på knallert til stedet. Men der er heller ikke dukket noget op.

- Og der er heller ikke andre køretøjer hensat i området omkring havnen, forklarer politikommissæren, som også fortæller, at lokalpolitiet ikke har nogen navngiven person efterlyst i sine registre.

Der er ingen skader på manden, og det er ikke politiets opfattelse, at han har været udsat for en forbrydelse.

I nøglebrikken findes en elektronisk kode, og politiet er sideløbende med den offentlige efterlysning i færd med at få kontakt til nøglebrik-firmaet for at finde ud af, om koden kan spores til en særlig opgang.

Så længe politiet ikke får fastslået identiteten på den afdøde mand, så vil han ifølge John Skjødt blive opbevaret i nedkølet tilstand.

- Men mon ikke vi får en henvendelse på et tidspunkt, siger John Skjødt.

Har man oplysninger i sagen, bør man henvende sig til Østjyllands Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere