Politi: Forlænger visitationszoner

Siden drabet på en 22-årig mand har der været visitationszone i dele af København, Københavns Vestegn og Hundige. Den bliver nu forlænget

Drabet på 22-årige Tayfun Kara, der blev skudt i sin bil 15. september, udløste visitationszonerne. Foto: Kenneth Meyer
Drabet på 22-årige Tayfun Kara, der blev skudt i sin bil 15. september, udløste visitationszonerne. Foto: Kenneth Meyer

Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi har i dag besluttet at forlænge de visitationszoner, der blev indført 16. september efter skuddrabet på 22-årige Tayfun Kara i Ishøj.

Visitationszonerne forlænges frem til 28. oktober.

De tre politikredse oplyser hver især i en pressemeddelelse, at baggrunden for forlængelsen er en fortsat konflikt mellem kriminelle grupperinger i dele af det storkøbenhavnske område.

Københavns Politi skriver i deres pressemeddelelse, at der i de forløbne uger har været 'flere konkrete hændelser i zonen, som har forbindelse til konflikten'.

Senest natten til mandag var en håndgranat skyld i en eksplosion ved en vandpibe-café på Amagerbrogade. Politiet vurderer, at eksplosionen kan have forbindelse til konflikten.

Se også: Samme sted: Maskerede mænd med våben ledte efter fjender

Som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, er der tale om en konflikt mellem to grupper, som bygger på resterne af det gamle Brothas. Banden havde rødder i området omkring Mjølnerparken på Nørrebro.

De to grupperinger benævnes nu på den ene side som Brothas og på den anden side NNV-gruppen.

Visitationszonerne gælder dele af Nørrebro og København NV, dele af Ishøj og dele af Hundige.

Her en video, der viser dele af skudepisoden, hvor 22-årige Tayfun Kara blev dræbt. 112 - 30. sep. 2019 - kl. 12:18 Bandekonflikt lurer stadig

'Formålet med visitationszonen er at skabe tryghed for borgerne ved blandt andet at sikre, at personer ikke bærer eller besidder våben', skriver Københavns Politi i deres pressemeddelelse.