Politi: Fuldstændig afstumpet

Onsdag aften blev otte personer anholdt under en voldsom politiaktion i Pusher Street, hvor to betjente blev ramt af kasteskyts i forbindelse med en større organiseret hashhandel

Politiet var massivt tilstede på Christiania. Billedet er ikke fra den pågældende dag. Foto: Per Lange
Politiet var massivt tilstede på Christiania. Billedet er ikke fra den pågældende dag. Foto: Per Lange

Otte personer blev onsdag aften anholdt i Pusher Street på Christiania, da Københavns Politi indledte en aktion mod en større organiseret hashhandel.

Under aktionerne onsdag blev politiet mødt af en hadefuld aggression og blev udsat for en fuldstændig afstumpet voldsparathed, som de sjældent har set før. Under indsatsen blev der kastet sten, flasker, kanonslag og sågar et cafébord mod betjentene på stedet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at hensigten med kastene er at skade betjentene, fortæller Lars O. Karlsen, vicepolitiinspektør i den operative specialafdeling hos Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

- Vi har to kollegaer, der blev ramt af kasteskyts. Heldigvis er de ok, og skaderne ikke alvorlige, fortsætter han.

Men det er ikke kun politiets sikkerhed, som bekymrer ham.

- Nogle af disse stenkast blev udført mod patruljebilerne på Prinsessegade, og her kunne narkohandlerne ligeså godt have ramt en almindelig borger. Det er meget alvorligt. Jeg opfordrer til selvransagelse i miljøet og få stoppet disse voldsudgydelser, fortæller vicepolitiinspektøren.

Der bliver set meget alvorligt og med stor bekymring på den voldsomme adfærd, politiet mødte derude.

- Indsatsen fortsætter og vi efterforsker alle voldsudgydelser på Christiania, så vi forhåbentligt kan anholdte de her gerningsmænd. Vi har i løbet af året fået fængslet flere for vold og stenkast og også den indsats fortsætter, siger Lars O. Karlsen.

Politiet slår desuden fast, at de otte personer har været en del af den organiserede hashhandel i Pusherstreet på Christiania, hvor der blev beslaglagt cirka 3,5 kilo hash, cirka 800 joints og omkring et kilo skunk.

Tre af de otte anholdte blev fremstillet i dommervagten og er blevet varetægtsfængslet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere