Politi håber vidner kan kaste lys over skuddrama

Østjyllands Politi rykker sin mobile politistation til gerningssted i Aarhus Vest efter nattens skyderi

Politiet var massivt til stede i nat, da et skyderi førte til, at to mænd på henholdsvis 23 og 31 år blev såret i benet. Foto: ØXENHOLT FOTO
Politiet var massivt til stede i nat, da et skyderi førte til, at to mænd på henholdsvis 23 og 31 år blev såret i benet. Foto: ØXENHOLT FOTO

Beboere og mulige vidner til nattens skudepisode på Kappelvænget i Aarhus Vest skal trygt kunne færdes i området. Også selvom to mænd blev ramt af skud i benet i det, der ikke kan udelukkes at være et nyt, grimt kapitel i historien om bandekonflikten forankret i netop det vestlige Aarhus.

En 23-årig og en 31-årig mand er blevet behandlet for deres skader på Aarhus Universitetshospital, og de er begge uden for livsfare. Østjyllands Politi er nu i fuld gang med efterforskningen af skyderiet, der skete omkring klokken 00.35, fremgår det af en pressemeddelelse.

For blandt andet trygheds og synligheds skyld vil politiet i løbet af dagen være til stede med en mobil politistation i området omkring Kappelvænget, hvor skyderiet skete. Her kan borgere komme og tale med politiet om sagen og, ikke mindst, vidner, der kan bidrage til efterforskningen af sagen, kan lægge vejen forbi.

Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen, som involverede flere end de to skudsårede mænd.

Forstår hvis folk er utrygge

- Jeg kan godt forstå, hvis folk bliver utrygge, når der bliver skudt på åben gade i deres nabolag. Derfor vil vi gerne vise vores synlighed i området og give folk mulighed for at få en snak med vores betjente om situationen. Samtidigt opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de har set episoden eller har eventuelle oplysninger om gerningsmændene, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard, Østjyllands Politi. 

Politiets foreløbige efterforskning viser, at der blev affyret flere skud på Kappelvænget, hvorefter flere gerningsmænd kørte fra stedet i en bil. Det er fortsat uvist, om episoden har forbindelse til den bandekonflikt, der er mellem to grupperinger i Aarhus Vest.

- Det er endnu for tidligt at sige, om skudepisoden har forbindelse til bandekonflikten i området, men det er selvfølgelig naturligt, at vi kigger i den retning. Nu skal vi have foretaget en række afhøringer og efterforskningsskridt, inden vi kan konkludere noget i forhold til motiv og gerningsmænd, fastslår Michael Kjeldgaard.  

Har du oplysninger om skudepisoden, kan du også kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

 

Østjyllands Politi har spærret Kappelvænget  af efter meldinger om skyderi. Foto: ØXENHOLT FOTO 112 - 19. jun. 2019 - kl. 03:49 To mænd ramt af skud

 

1 af 2 Sporene efter nattens skyderi er til at få øje på. Foto: ØXENHOLT FOTO
2 af 2 Politiet var massivt til stede i nat, da et skyderi førte til, at to mænd på henholdsvis 23 og 31 år blev såret i benet. Foto: ØXENHOLT FOTO

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere