Politi hev skægget af otte stive julemænd: Disse tre er gerningsmændene

Der blev hevet ned i skægget på otte julemænd, da de først sad til afhøring på politistationen i Odense. Det endte med tre sigtelser for vold og hærværk

Otte julemænd blev lørdag aften anholdt for mistanke om vold i Odense. Fem af dem er nu siet fra og er renset for mistanke. Foto: Ekstra Bladet
Otte julemænd blev lørdag aften anholdt for mistanke om vold i Odense. Fem af dem er nu siet fra og er renset for mistanke. Foto: Ekstra Bladet

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fyns Politi mener at have færdigefterforsket nattens drama fra Odense, hvor otte mænd iklædt fuldstændig ens julemands-kostumer blev anholdt for en usædvanlig volds- og hærværkstur gennem byen.

Og det er endt med, at tre af julemændene har fået sigtelser med sig hjem for forskellige overtrædelser af straffelovens bestemmelser. De øvrige fem er blevet løsladt og renset for mistanke.

Det fortæller vagtchef Steen Nyland til Ekstra Bladet.

- Alle otte har vist sig at være fra Fyn. Tre af dem er blevet sigtet for vold. Det viste sig, at de tre svarede til signalementet, vi havde, siger Steen Nyland til Ekstra Bladet.

- Øhhh. Nu skulle man ellers tro, at signalementet var fuldstændig ens?

- Ja, det kunne man tro, og det lyder måske også helt åndssvagt. Men der var faktisk andre faktorer, der gjorde, at signalementet var noget mere præcist, forklarer vagtchefen.

Sparkede efter biler
De otte julemænd har til politiet forklaret, at de har mødtes hvert år siden 2011 for at hygge sig sammen. Lørdag var derfor ingen undtagelse. Efter at have indtaget mad og drikke på et værtshus i aftes begyndte de berusede julemænd dog at hærge rundt i Odenses gader og natteliv.

Ved 23-tiden fik politiet de første meldinger om gadeuorden. Julemændene sparkede blandt ud efter biler, der kørte forbi.

Senere nikkede en af mændene en tilfældig person en skalle, og kort efter bliev en anden borger slået så voldsomt i hovedet, at han kortvarigt mistede bevidstheden.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet

Det er her, det er lykkedes at få et andet signalement af julemændene end det umiddelbare.

Usædvanligt skue
En af Ekstra Bladets medarbejdere var tilfældigvis tæt på, da julemændene blev anholdt i Vestergade i en fælles aktion ikke så langt fra værtshuset Heidis Bierbar.

- Vi besluttede at anholde dem for at forhindre, at flere kom til skade, sagde vagtchef Asbjørn Høy Larsen tidligt søndag.

Ekstra Bladets medarbejder fortæller, at det var et ganske usædvanligt skue, da seks af de otte julemænd pludselig blev konfronteret af politiet og blev lagt i håndjern midt på en åben plads.

- Jeg er ude for at trække noget frisk luft, da jeg pludselig hører, at der er tumult nedenfor. Så ser jeg julemændene, der er ved at blive lagt i håndjern. Det er lidt dramatisk lige på det tidspunkt, og der bliver råbt en del, siger Ekstra Bladets mand.

Modsatte sig anholdelse
Noget tyder på, at en enkelt eller to af julemændene forinden ikke havde været meget for at følge med politiet.

- Der blev flere gange råbt 'han har kraftedeme ikke forsøgt at modsætte sig anholdelse'. Det var der flere af julemændene, der råbte, så det kunne tyde på, at politiet faktisk mente sådan, siger Ekstra Bladets mand.

Så detaljeret kan vagtchefen imidlertid ikke komme det.

- Der er ikke skrevet om, hvad de har sagt, i de døgnrapport-oplysninger, jeg har adgang til, siger Steen Nyland.

Men modviljen fortsatte tilsyneladende på politistationen, hvor ingen af de anholdte julemænd var særlig meddelsomme om, hvem der havde gjort hvad. De pegede hele tiden på hinanden og gav udtryk for, at det lige så godt kunne være den ene frem for den anden.

En enkelt julemand drak videre
Tilbage hos Ekstra Bladets mand på stedet dukkede endnu en julemand pludselig op.

- Der kom pludselig en julemand ud fra Heidis Bierbar og gav sig til at kigge rundt. Det lod til, at han ville kigge efter de andre julemænd, som jo var væk. Så kom nogle dørmænd over til ham. De snakkede sammen lidt tid, siger Ekstra Bladets mand.

Pludselig lod det til, at den sidste tilbageværende julemand besluttede sig for, hvad han ville gøre.

- Han vendte sig resolut om og gik ind på værtshuset igen.

Det er endnu uklart, hvordan sagen mod de tre voldssigtede julemænd ender. Mandag ryger sagerne ifølge vagtchefen til vurdering hos den juridiske afdeling hos politiet. Og så vil det blive undersøgt, om sagen skal have et retsligt efterspil, eller om julemændene kan få afsluttet deres sag med en bødestraf inden jul.

Foto: Ekstra Bladet 112 Otte fulde julemænd lagt i håndjern efter overfald