Politi i vildrede efter fund af strandvasker: Hvem er han?

Bornholms Politi kan ikke selv identificere mand, der blev fundet død i havet ud for Allinge 20. oktober, og har anmodet Rigspolitiet om assistance

En død mand blev fundet på stranden ved Allinge i tirsdags. Manden er endnu ikke blevet identificeret. (Googlemaps)
En død mand blev fundet på stranden ved Allinge i tirsdags. Manden er endnu ikke blevet identificeret. (Googlemaps)

Ved du noget? Kontakt Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller på sms/mms på 1224 (alm. takst)

Bornholms Politi har anmodet Rigspolitiet om hjælp til at få identificeret en mand, der blev fundet død i strandkanten ved Allinge 20. oktober klokken 9.40.

Det fortæller vagthavende ved Bornholms Politi, Michael Mortensen, til Ekstra Bladet.

I første omgang har politiet gennemført et ligsyn og gennemgået sine registre over savnede personer.

- Men det har ikke kastet resultater af sig, siger Michael Mortensen.

Strandvaskeren blev opdaget af en mand, der gik en tur ved stranden. Han ringede til politiet, som kort efter ankom og konstaterede, at der rigtignok lå en død mand i vandet.

Manden var iført typisk sejlertøj, og med hjælp fra Beredskabsstyrelsen på klippeøen fik man bjærget manden.

Der var i øvrigt ingen papirer eller andet på manden, som kunne kaste lys over mandens identitet.

Kan være sejler fra Polen
Politiet har på nuværende tidspunkt en teori om, at den dødfundne mand kan være fra Polen.

- Vi har fået en melding om, at en mand er faldet over bord på en privat sejlads mellem Sverige og Polen. Grunden til, at vi ikke har udsendt et mere præcist signalement på manden er netop, at vi i første omgang har en formodning om, at det kan være den mand, fortsætter Michael Mortensen.

Den døde mand er nu sendt til Retsmedicinsk Institut i København med henblik på at få konstateret, om der er tegn på manden på, at han skulle have været udsat for noget kriminelt.

- Og så selvfølgelig for at få identificeret ham. Ud fra tænder og eventuelle tatoveringer, forklarer Michael Mortensen.

Det er DVI (Disaster Victim Identification -red.), som er Rigspolitiets særlige afdeling for efterforskning og identifikation af ulykkesofre, som nu har overtaget sagen.

Den polske mand skulle angiveligt være faldet over bord 3. oktober.