Politi: Kold skulder til mand, der smed mistænkt tyv i bagage-rum

Kold skulder til selvtægtsmanden Lasse Jørgensen fra Østjyllands Politi, der advarer mod at foretage civile anholdelser

Se video her (Foto: Anders Brohus)

Østjyllands Politi står ikke ligefrem og klapper i hænderne i taknemmelighed over Lasse Jørgensens usædvanlige initiativ med en civil anholdelse af, hvad han mener var en tyv i det nye havnekvarter i Aarhus.

Lasse Jørgensen anede uråd, da tyverialarmen gik søndag aften i hans stuelejlighed efter, at tyve tidligere havde forsøgt indbrud.

Han så en mand løbe på gaden, råbte manden an, tog førergreb på ham og lagde ham ned. Herefter kørte Lasse Jørgensen manden til politiet i bagagerummet. 

Lasse Jørgensen anede uråd efter, at have oplevet forsøg på indbrud, så han handlede resolut, da tyverialarmen gik. (Foto: Anders Brohus) 112 - 3. jun. 2015 - kl. 19:27 Smed mand i bagagerum: Jeg er sikker på, at han var tyv

Chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, Østjyllands Politi, mindes ikke at have oplevet noget lignende i sine 35 år i politiets tjeneste.

- Det er ikke hverdagskost, at en mand pludselig tropper op i vores ekspedition med en påstået gerningsmand, som er anholdt. Men efter vores opfattelse har han faktisk ikke været anholdt. Efter vores opfattelse troppede to personer op, hvor den ene er sur på den anden og vil have os til at indskærpe over for ham, at han skal stoppe med at stemme dørklokker, siger Bent Preben Nielsen og fortsætter:

- Hvis det kun er det, og han reelt har frihedsberøvet ham, så er det en speciel situation. Man kan kun frihedsberøve folk, hvis man har begået eller er ved at begå en ulovlig handling, understreger chefpolitiinspektøren over for Ekstra Bladet.

Bent Preben Nielsen forstår ikke Lasse Jørgensens kritik af politiets passivitet og arrogance, da han ankom til politigården i Aarhus med sin formodede indbrudstyv.

Advarsel til Lasse Jørgensen

- Vi blev ringet op klokken 22.30 søndag og havde to patruljer ude i området frem til klokken 22.55, uden at vi kunne finde den her mistænkelige mand. Klokken 22.49 henvendte Lasse Jørgensen så sig selv på politigården, siger Bent Preben Nielsen og løfter en advarende pegefinger over for 'selvtægtsmanden' Lasse Jørgensen:

- Der er ikke grundlag for at sige, at han var tyv. Vores opfattelse er, at der blev ringet til os om en mand, der stemte dørklokker. De har sikkert haft nogle indbrud derude, men det er ikke et indbrudsplaget område – tværtimod.

- Der er muligvis tale om en forhutlet mand. Det kan da godt være, han havde til hensigt at lave indbrud, men det ved vi jo ikke noget om, og i forhold til det, vi har fået oplyst, var der ikke grundlag for en civil anholdelse, siger Bent Preben Nielsen.

Risikerer selv at blive sigtet

Ifølge chefpolitiinspektøren var der formentlig tale om en overreaktion fra Lasse Jørgensens side.

- Det er heller ikke vores opfattelse, at der var foretaget en civil anholdelse. Da de kom ind på politigården, havde vi den opfattelse, at han (den mulige tyv) frivilligt var fulgt med. Vi havde ikke indtryk af, at der var tale om en mulig gerningsmand til indbrud, men nærmere et forhutlet menneske, som havde forstyrret. Så han fik bare en påtale.

- Jeg mener faktisk, at Lasse Jørgensen skulle overveje, hvordan han formulerer sig om sagen, for han risikerer at inkriminere sig selv, siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen, som dog ikke agter at gøre mere ved sagen, medmindre 'tyven' indgiver anmeldelse om ulovlig frihedsberøvelse mod Lass Jørgensen.

- Vi ved selvfølgelig godt, at nogen ringer på for at bryde ind, hvis der ikke er nogen hjemme, men det er godt nok svært at føre bevis for sådan noget. Jeg vil sige, at hvis man som civil borger skal lave en frihedsberøvelse som i dette tilfælde, så skal den frihedsberøvede have påbegyndt handlingen, forklarer chefpolitiinspektøren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere