Politi: LTF forbudt fra i dag

Københavns Politi nedlægger et foreløbigt forbud mod banden Loyal to Familia

LTF er nu forbudt, men hvad betyder det egentlig? Hør, hvad den tidligere bandeleder Nedim Yasar mener her (Producer: Martin Lorentsen)

Den berygtede bande Loyal to Familia er blevet foreløbigt forbudt over hele landet fra i dag. Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det betyder blandt andet, at man vil kunne blive anholdt og sigtet for at bære synlige LTF-kendetegn på for eksempel trøjer eller kasketter i det offentlige rum.

- Anklagemyndigheden i Københavns Politi har vurderet, at LTF er en forening, som har en voldelig og kriminel adfærd af så grov karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud. Dette midlertidige forbud gælder, indtil opløsningssagen er behandlet ved domstolene, siger Ida Sørensen, chefanklager i Københavns Politi.

Tidslinje: Vejen mod forbud

8. august. 2017: Justitsministeren anmoder Rigsadvokaten og Rigspolitiet om i fællesskab at undersøge mulighederne for at søge Loyal to Familia (LTF) opløst efter Grundlovens § 78.

2. november 2017: Rigsadvokaten vurderer, at der er grundlag for at gå videre med opløsningssag og beder Københavns Politi om at forberede en retssag mod Loyal to Familia.

27. juni 2018: På baggrund af grundig efterforskning i Københavns Politi, vurderer Rigsadvokaten, at det kan bevises, at LTF er en forening, der har ulovligt formål. Rigsadvokaten indstiller derfor til Justitsministeren, at der indledes en opløsningssag ved domstolene.

28. juni 2018: Justitsministeren tiltræder Rigsadvokatens indstilling. Rigsadvokaten giver Københavns Politi bemyndigelse til at vurdere, om der er grundlag for at nedlægge et administrativt forbud.

4. september 2018: Københavns Politi nedlægger et administrativt forbud mod LTF

Kilde: Københavns Politi

Det administrative forbud er landsdækkende og træder i kraft i dag. Strafferammen for en overtrædelse af forbuddet er op til to års fængsel.

I pressemeddelelsen fremgår det, at det med det administrative forbud vil være strafbart efter straffelovens § 132 a at videreføre foreningen for alle.

Det vil være strafbart at bære eller anvende LTF's kendetegn i det offentlige rum, også selv om det ikke sker som led i videreførelse af foreningen.

Herudover vil politiet efter straffelovens §132 b have mulighed for at forbyde personer med tæt tilknytning til LTF at opholde sig på bestemte steder.

- Med forbuddet her får vi endnu et redskab i kampen mod LTF, der kan være med til effektivt at fjerne LTF fra gadebilledet og begrænse gruppens kriminelle adfærd. Vi kan fra i dag nu sigte LTF-medlemmer for at videreføre en ulovlig forening, og vi kan slå ned på deres utryghedsskabende manifestationer i det offentlige rum, siger Michael Kjeldgaard, politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter.

Strafferammen for en overtrædelse af forbuddet er op til to års fængsel.

Fakta

Det foreløbige forbud mod LTF sker jf. Grundlovens § 78.

Grundloven §78

Stk. 1. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Retsvirkningerne

Retsvirkningerne af det foreløbige forbud mod LTF fremgår af straffelovens § 132 a og b.

Det følger således af straffelovens § 132 a, stk. 1, at den, der deltager i videreførelsen af en forening, efter at foreningen foreløbig er forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Efter bestemmelsens stk. 2, straffes med fængsel indtil 6 måneder, den, der uden at forholdet er omfattet af stk. 1, på offentligt sted, i kriminalforsorgens institutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds besidder eller anvender en forenings kendetegn efter foreningen er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom.

Det fremgår bl.a. af lovbemærkningerne til straffelovens § 132 a, at bestemmelsen omfatter enhver videreførelse af foreningen, herunder alle former for aktiviteter, som kan henføres direkte eller indirekte til en forbudt eller opløst forening. Bestemmelsen indebærer således, at alle aktiviteter, der f.eks. udøves af eller for foreningen, er ulovlige. Det gælder således også ellers lovlige aktiviteter, som foreningen måtte udføre, og dette gælder, uanset om foreningen efter forbuddet eller opløsningen måtte være stoppet med at udføre ulovlige aktiviteter. Bestemmelsen omfatter endvidere enhver form for medlemskab af foreningen, ligesom handlinger, der har til formål at rekruttere nye medlemmer til foreningen, vil være omfattet. Brug af foreningens kendetegn, herunder udsmykning, symboler, navn, logo mv., vil også være omfattet af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, hvis det kan påvises, at kendetegnet anvendes som led i en videreførelse af foreningen.

Ifølge straffelovens § 132 b, stk. 1, kan politiet forbyde en person, som har haft en tæt tilknytning til en forening, der er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, at færdes og opholde sig bestemte steder, hvis det vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at foreningen ikke videreføres.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan politiet påbyde personer, som på et bestemt sted deltager i en forsamling af personer, hvoraf en stor del har haft en tilknytning til en forening, som inden for de seneste 10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved dom, at forlade stedet eller forsamlingen, hvis forsamlingen er egnet til at skabe utryghed for de omkringboende eller forbipasserende.

Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne til de nævnte straffelovsbestemmelser, at overtrædelser af et foreløbigt forbud vil kunne straffes, selv om domstolene senere måtte nå frem til, at der ikke er grundlag for at opløse foreningen.

Kilde: Københavns Politi

Du kan se hele politiets pressemøde her:

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen