Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Københavns Vestegns Politi er massivt til stede i Morbærhaven i Albertslund.
Det oplyser flere vidner til Ekstra Bladet.
Oplysningerne bekræftes af vagtchef Thomas Mejborn.
- Vi er til stede derude i forbindelse med en hændelse, som jeg ikke kan komme nærmere ind på endnu, men som vi vil melde ud om senere, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
Morbærhaven er et større kompleks af rækkehuse og lejligheder omkring et kollegium. Flere kampklædte betjente er blevet set i kvarteret.
- Her er bevæbnet politi, som spærrer et stort område, siger en tipper til Ekstra Bladet.
- Alt er afspærret. Man kan slet ikke komme ud herfra. Jeg har nok set 15 kampklædte betjente. Så snart man prøver at gå lidt væk og udenfor, bliver man stoppet og bedt om at gå indenfor igen, siger en beboer fra kollegiet til Ekstra Bladet.
Han fortæller videre, at politiet har trukket våbnene og er klar.
Vagtchefen afviser, at aktionen måtte hænge sammen med episoden tidligere mandag, hvor politiet har anholdt en person på uddannelsesinstitutionen CPH West i Ishøj.
I et tweet klokken 17.42 skriver politiet, at man er til stede i Morbærhaven på grund af et 'mistænkeligt forhold'.
Københavns Vestegns politi er i øjeblikket tilstede i Morbærhaven i Albertslund i forbindelse med et mistænkeligt forhold. Vi har ikke mere at oplyse for nuværende./ Vagtchefen #politidk
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) April 16, 2018
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at p-pladsen ind til kvarteret er spærret. Stærkt bevæbnede betjente er til stede.
- Der er også ambulance-standby. De er ved at trænge ind et sted, hvor de mener, der foregår et eller andet, siger Ekstra Bladets mand.
Kort efter klokken 18.30 skriver politiet på Twitter, at en mand er blevet anholdt.
Københavns Vestegns politi er nu færdig med indsatsen i Morbærhaven i Albertslund. Vi har foretaget én anholdelse ifm. med efterforskningen af et kriminelt forhold, der IKKE har noget med den tidligere hændelse på CPH-West i Ishøj at gøre. Vi har ikke mere at tilføje/ Vagtchefen
— Vestegnens Politi (@VestegnsPoliti) April 16, 2018
- Vi er færdige derude, og det er ikke noget, jeg kan komme nærmere ind på andet end, at det er et kriminelt forhold, vi har efterforsket og undersøgt, og at vi har været ude at anholde en person, siger vagtchef Thomas Mejborn til Ekstra Bladet.