Politi massivt til stede ved boligkompleks

Midt- og Vestjyllands Politi har fået anmeldelse om, at der opbevares et ulovligt våben på adresse i Herning

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En større politiaktion er tirsdag eftermiddag og først på aftenen i gang ved et boligkompleks på Valdemarsvej i Herning.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum til Ekstra Bladet.

Et vidne på stedet fortæller til Ekstra Bladet, at der er set adskillige betjente. Heraf også betjente med automatvåben.

- Her er også hundepatruljer. Det lader til, at politiet står rundt om boligkomplekset, siger vidnet til Ekstra Bladet.

Vagtchef Jan Nørrum fortæller til Ekstra Bladet, at politiet fik en anmeldelse midt på eftermiddagen, og at det er den anmeldelse, som politiet har reageret på.

På Twitter skriver politiet klokken 19.45, at man fik et tip om, at der blev opbevaret et ulovligt våben på en adresse.

- Vi anvender et forsigtighedsprincip, indtil vi har undersøgt forholdet nærmere, og derfor er vi talstærkt til stede, lyder det i politiets tweet.

Det nævnes videre, at politiet intet yderligere har at fortælle lige nu.

Klokken 20.45 fortæller Jan Nørrum, at politiet har forladt Valdemarsvej.

- Det viste sig, at der primært var tale om softguns og luftbøsser, siger Jan Nørrum til Ekstra Bladet.

Altså fandt politiet ingen ulovlige våben på adressen.

Ingen er derfor blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere