Politi melder om skudepisode i boligkvarter

Københavns Politi har fundet op mod ti patronhylstre efter en skudepisode natten til søndag

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Natten til søndag er der affyret skud på Hanstholmvej i Vanløse.

Det bekræfter Københavns Politi over for Ekstra Bladet.

Der er ingen meldinger om sårede under skudepisoden.

- Vi har fundet nogle patronhylstre, så vi kan bekræfte, at der er blevet skudt derude i nat, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Kristian Rohdin.

Vagtchefen fortæller, at man fik anmeldelsen klokken 01.26.

- Nogle personer hører noget, der lyder som skud i området, og det reagerer vi så på, siger Kristian Rohdin.

Et vidne har fortalt, at to personer løb fra stedet, efter at der blev affyret skud mod en mørk bil. Vidnet nåede ikke at få øje på registreringsnummeret og lagde ikke mærke til hverken bilens størrelse eller bilmærke.

- Og om det er en person eller begge personer, der har skudt, det ved vi ikke endnu.

- Vi er færdige med vores undersøgelser på stedet, og nu er betjente ude for at samle overvågning ind, siger efterforskningslederen kort efter klokken 09 søndag formiddag.

På bar bund
Politiet ved endnu ikke, hvad motivet til skudepisoden skulle være. Tidligere har politiet rykket ud i Vanløse til opgør blandt grupper, men den centrale efterforskningsleder kan ikke sige, om det er tilfældet i denne sag.

- På nuværende må vi sige, at vi er på bar bund.

- Vi håber, at der blandt overvågning eller de spor, vi har sikret, er noget, der kan hjælpe os på vej. Hvis vidner måtte have set eller hørt noget er de også mere end velkomne til at ringe på 114, siger han.

Der er foreløbigt ingen anholdte i sagen.