Politi melder ud om grænselukning i løbet af lørdag

Kun udlændinge med anerkendelsesværdigt formål må komme ind i Danmark. De nærmere retningslinjer er på vej

Politiet vil lørdag komme med en præcisering af de retningslinjer, som kommer til at gælde ved landets grænser.

Det oplyser Rigspolitiets kommunikationsafdeling.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meldte fredag ud, at grænserne på grund af coronasituationen vil blive lukket fra lørdag klokken 12. Kun danske statsborgere og personer med et 'anerkendelsesværdigt formål' vil få lov til at rejse ind i landet.

Og det er netop, hvad der kan opfattes som et anerkendelsesværdigt formål, som politiet vil forsøge at præcisere.

Allerede i forbindelse med pressemødet om grænselukningen fredag aften fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S), at det for eksempel udlændinge, som bor eller arbejder i Danmark, vil have et anerkendelsesværdigt formål.

Også lastbilchauffører, som kører til landet med varer, vil blive lukket ind.

Grænselukningen betyder, at indrejsende ved alle landets grænser - altså både landegrænsen mod Tyskland, Øresundsbroen, lufthavne og færgehavne bliver bevogtet af politiet.

Forsvaret vil også være til stede for at bistå ordensmagten.