Politi mørkelægger sag om skyderi og kniv-angreb i nat

Flere anmeldelser om skyderi og knivstikkeri mellem flere grupperinger

Flere personer er blevet anholdt i nat efter et sammenstød mellem grupperinger i den lille by Kirke Sonnerup på Midtsjælland.

Midt og Vestsjællands Politi fik ved halv to-tiden flere anmeldelser om skyderi og knivstikkeri mellem flere grupperinger.

- Ingen er kommet til skade. Men ellers vil jeg ikke sige noget om sagen, oplyser vagtchef Boye Rasmussen til Ekstra Bladet.

Bøje Rasmussen siger tidligt fredag morgen, at politiet har travlt med at efterforske sagen.

- Jeg ønsker ikke at kommentere, hvorvidt der er tale om en rocker-relateret sag, siger vagtchefen.

Politiets mørkelæggelse af nattens begivenheder er så omfattende, at vagtchefen end ikke vil oplyse det nøjagtige antal anholdte.

- Vi fik både anmeldelser om en bil, der var kørt galt, og nogle havde hørt, at der var blevet skudt med automatvåben. Men det hele er meget forvirrende i øjeblikket, siger Boye Rasmussen.

Politiet har i løbet af natten undersøgt området for spor.

- Vi har blandt andet haft spærret motorvejen i forbindelse med efterforskningen, siger Boye Rasmussen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere