Politi offer for vildledning: Flere anholdelser på vej i drabssag

Efterforskningschef vurderer over for norske medier, at den forsvundne Anne-Elisabeth Falkevik Hagen ikke blev udsat for en kidnapning

Først troede politiet, at Anne-Elisabeth Hagen var blevet bortført, men nu er hendes mand sigtet for drab eller medvirken til drab. Få et overblik over politiets teorier, fra hun forsvandt og til nu. Video: VG

Den norske milliardær-erhvervsmand Tom Hagen er sigtet for at have slået sin kone, Anne-Elisabeth Falkevik Hagen, ihjel eller medvirken til drab på den kvinde, han giftede sig med i 1969.

Det sidste har ifølge det norske dagblad VG sammenhæng med, at politiet i efterforskningen af den forsvundne og formentlig afdøde kvinde har en mistanke om, at der er flere mulige gerningsmænd eller medhjælpere.

FAKTA OM SAGEN

I halvandet år har det været uvist, hvad der er sket med norske Anne-Elisabeth Hagen, som forsvandt i oktober 2018.

Dog har politiet i Norge siden sommeren 2019 arbejdet ud fra en teori om, at hun er blevet slået ihjel. Ingen har hidtil været anholdt i sagen.

Men tirsdag har sagen taget en ny drejning: Politiet har anholdt Anne-Elisabeth Hagens ægtemand, forretningsmanden og milliardæren Tom Hagen.

Få et overblik over udviklingen i den opsigtsvækkende sag her:

* 31. oktober 2018: Anne-Elisabeth Hagen forsvinder fra familiens hjem i Lørenskog, der ligger nær Oslo i Norge. Det sidste livstegn gav hun, da hun talte i telefon med sin mand klokken 9.14.

Den formodede gerningsmand efterlod en skriftlig besked i huset. Den indeholdt et krav om løsepenge for kvinden og trusler om at dræbe hende, såfremt politiet blev involveret i sagen.

Politiet frarådede familien at betale løsesummen på omkring 67 millioner danske kroner. Det råd fulgte familien.

* 9. januar 2019: Norsk politi fortæller offentligheden ved et pressemøde, at den norske milliardærfrue er væk. Sagen behandles som en bortførelse.

* 15. januar: Politiet har modtaget mere end 800 tip i sagen. De omhandler mulige skjulesteder, mistænkelige personer og mistænkelige biler.

* 11. februar: Der afholdes endnu et pressemøde, hvor politiet fortæller, at det flere gange har haft kontakt til den formodede gerningsmand.

Korrespondancerne har dog ikke indeholdt tegn på, at Anne-Elisabeth Hagen er i live. Det kalder politiet for 'urovækkende'.

* 19. juni: Norsk politi oplyser, at det har ledt efter Anne-Elisabeth Hagen på en adresse i Danmark. Det fører dog intet nyt med sig.

* 26. juni: Politiet har droppet teorien om, at Anne-Elisabeth Hagen blev bortført. I stedet efterforskes sagen som et drab.

* 3. august: Det norske medie VG beretter, at Hagen-familien modtager et pengekrav fra den formodede gerningsmand på omkring ti millioner norske kroner - svarende til 7,5 millioner danske kroner - for tegn på liv.

Hagen-familien efterkommer ifølge VG kravet, men modtager ingen oplysninger fra den formodede gerningsmand.

* 6. august: Familiens advokat Svein Holden oplyser, at familien 8. juli har fået en besked fra kidnapperne. Familien har dog ikke fået det ønskede bevis på, at Anne-Elisabeth Hagen er i live.

* 8. januar 2020: Politiet meddeler, at det vil intensivere eftersøgningen på land og til vands, da der er fundet nye spor.

* 22. januar: Anne-Elisabeth Hagen erklæres formelt død. Politiet er ikke sikker på, at hun er død - men hun formodes at være dræbt og indgår nu i de officielle opgørelser over uopklarede drab i Norge.

* 28. april: Norsk politi anholder Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen. Politiet stopper ham, da han er på vej til sit arbejde.

Kilder: Vg.no, Ritzau.

Politiets efterforskningsleder, Tomme Brøske, oplyste på et pressemøde om sagen i formiddag, at drabet på Anne-Elisabeth Falkevig, der forsvandt fra ægteparrets hjem i Lørenskog ved Oslo, 31. oktober 2018 og senere er erklæret død, efter hans opfattelse er må være resultatet af længere tids planlægning.

Anholdelser på vej
Foreløbig har politiet dog ikke anholdt flere personer. Det har politiadvokat Åse Kjustad Eriksson bekræftet over for VG. Men hun udelukkede ikke, at der kan være 'flere anholdelser på vej'.

- Vi er også interesseret i at vide, om der er andre involverede, sagde politiadvokaten til VG.

Tom Hagen og hans nu forsvundne hustru, Anne-Elisabeth Falkevik Hagens, hjem i Lørenskog nær Oslo. Foto: Heiko Junge/Ritzau Scanpix
Tom Hagen og hans nu forsvundne hustru, Anne-Elisabeth Falkevik Hagens, hjem i Lørenskog nær Oslo. Foto: Heiko Junge/Ritzau Scanpix
 

Tommy Brøske har tidligere over for VG underbygget formodningen om, at der kan være flere mulige gerningsmænd, på flere kendsgerninger og på det meget komplekse forløb før, under og efter Anne-Elisabeth Falkevik Hagens forsvinden fra parrets 300 kvadratmeter store bolig i et øde område øst for Oslo.

- Vi ser spor af planlægning tilbage til sommeren 2018, konstaterede Tommy Brøske.

Tydelig vildledning
På gerningsstedet på adressen Sloraveien 4 fandt politiet et trusselsbrev. Tom Hagen blev her afkrævet, hvad der svarer til 67 millioner kroner i den særlige kryptovaluta Monero. Det er en digital valuta, der kun kan veksles elektronisk.

Tom Hagen, den forsvundne kvindes stenrige ægtemand, er sigtet for drab eller medvirken til drab. Foto: Torbjørn Olsen/Ritzau Scanpix
Tom Hagen, den forsvundne kvindes stenrige ægtemand, er sigtet for drab eller medvirken til drab. Foto: Torbjørn Olsen/Ritzau Scanpix
 

Brevet indeholdt også trusler på Anne-Elisabeth Falkevik Hagens liv, og der blev samtidig lagt op til en avanceret kodet kommunikation med Tom Hagen og ægteparrets tre voksne børn.

Om krypto-sporet sagde Tommy Brøske på politiets pressekonference, at det har været 'udfordrende og tidskrævende' at efterforske.

Han fastslog i den forbindelse, at politiet nu er af den klare overbevisning at der ikke er tale om en kidnapningssag.

- Der har derfor heller aldrig været en reel forhandlings-modpart eller en intention om reelle forhandlinger. Vi mener med andre ord, at sagen bærer præg af en tydelig, planlagt vildledning, sagde Tommy Brøske.

Forhør i 'tingretten'
Hans advokat, Svein Holden, oplyser til norske medier, at hans klient nægter sig skyldig.

Den kendte forretningsmand bag strømkoncernen Elkraft og en række selskaber inden for skisportsfaciliteter, hytteudlejning samt køb og salg af ejendomme vil onsdag blive fremstillet i forhør i 'tingretten' i Nedre Romerike.

Politiets anklager ventes at kræve forretningsmanden varetægtsfængslet i fire uger på en særligt bestyrket mistanke.

Tom Hagen menes at være god for 1,3 milliarder kroner og anses for at være en af de rigeste enkeltpersoner i Norge.