Politi overfaldet med stenkast i boligområde

Politiet er talstærkt til stede efter tumult i Hundige

Politiet er onsdag aften stærkt til stedet i Hundige. Video: Kenneth Meyer

Adskillige patruljevogne er onsdag aften til stede i boligområdet Askerød i Hundige sydvest for København.

Det fortæller beboere på stedet til Ekstra Bladet.

En beboer, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller, at der er flere indsatsledervogne og hundepatruljer, og at hele kvarteret er oplyst af de blå blink.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Politimotorcykel væltet
Ifølge vidnet centrerer balladen sig om en bil, som kørte ind i området forfulgt af politiet.

Og den udlægning bliver bekræftet af politiet.

Episoden startede nemlig med, at en motorcykelbetjent ville standse en BMW, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

- Bilen stikker af og kører blandt andet over for rødt. Den kører ind i Askerødbebyggelsen, hvor de to personer i bilen springer ud og løber fra stedet, fortæller vagtchef Boye Rasmussen.

Da motorcykelbetjenten når frem til bilen, dukker en stor gruppe unge ifølge vagtchefen op.

- De skubber og presser ham, og han tilkalder hjælp, siger vagtchefen til Ritzau.

Motorcykel væltet
Ifølge vidnet, Ekstra Bladet har talt med, blev motorcyklen blandt andet væltet under urolighederne.

Vagtchefen fortæller, at der blev kastet sten mod de betjente, der kom til stedet, hvorfor betjentene måtte trække stav og peberspray.

Kort efter kom et stort antal bevæbnede betjente til stedet, hvorefter de unge trak sig væk.

- Det lød som om, at politiet trak deres våben, men jeg tror ikke, der blev skudt, lyder det fra vidnet, som så optrinnet fra sin bolig.

Politiet oplyser, at en enkelt person er anholdt for ikke at efterkomme politiets henstilling.

Ekstra Bladets mand på stedet fortæller omkring klokken 21.10, at alt nu ånder fred og ro på stedet, men at politiet stadig er talstærkt til stede og bevogter området.

Politiet interesserer sig især for en hvid BMW, der holder på stedet, mens de undersøger området med hunde.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer