Politi på jagt efter drabsmænd: Fortæl os om rygter

Et stort antal politifolk er sat ind i jagten på de drabsmænd, som søndag morgen skød og dræbte den 29-årige Nick Jørgensen i en vestsjællandsk landsby

Den dræbte bliver kørt væk (Video: Kenneth Meyer)

Et stort antal politifolk er sat ind i efterforskningen af drabet på den 29-årige Nick Jørgensen i den vestsjællandske landsby Mullerup nær Kalundborg.

Han blev skudt og dræbt søndag morgen lidt i ni, da maskerede mænd trængte ind i et hus på Mullerupvej 11, hvor Nick Jørgensen opholdt sig.

-  Der er ikke tvivl om, at de var ude efter ham, siger Carsten Andersen, talsmand fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De tre mænd kom ind i huset og afgav skud mod Nick Jørgensen, men det præcise hændelsesforløb er endnu ikke afklaret, for den 29-årige mand endte liggende død uden for huset, hvor mindst et vindue var blevet knust.

I går eftermiddag blev der holdt ligsyn på stedet. Forventningen er, at den afdøde i dag obduceres.

- Hvor mange gange er han blevet skudt?

- Det vil jeg ikke svare på, siger Carsten Andersen.

Flygtede i grå bil

Gerningsmændene flygtede i en mindre grå bil i retning mod Gørlev. Politiet har fået nogle henvendelser om bilen, men ønsker flere og erkender, at de ikke har præcise detaljer om bilen endnu

Han appellerer til, at folk som kender den dræbte også henvender sig, hvis de har en viden om ham, der muligvis kan hjælpe i efterforskningen.

- Vi vil gerne høre rygterne ude i miljøet, så skal vi nok undersøge og sortere i oplysningerne, siger Carsten Andersen og tilføjer:

- Selv om man måske ikke er den type, der normalt vælger at tale med politiet, så kan der godt sidde nogen, som tænker, at det her alligevel er for meget og vælger at give os nogle informationer.

Nick Jørgensen var en stor fyr på næsten 190 centimeter og over 100 kilo, men de tre pistolmænd efterlod ham chanceløs søndag morgen. Privatfoto Krimi Drabsmænd jages: 29-årige Nick likvideret

Drabet fandt sted i et hus, der tidligere har huset et autoværksted. Nick Jørgensen var selv tilmeldt en adresse i Korsør.

Henvendelser til Midt- og Vestsjællands Politi på 114

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere