Politi: Radiovært Nedim Yasar er død

Københavns Politi bekræfter, at 31-årig tidligere bandeleder og radiovært er afgået ved døden

Det tidligere bandemedlem Nedim Yasar blev skudt og dræbt på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter. Ekstra Bladets kriminalreporter Carsten Norton fortæller her om den tidligere bandeleder. (Producer: Martin Lorentsen)

Radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar, der i aftes blev ramt af skud i Københavns Nordvestkvarter, er død.

Det bekræfter Københavns Politi.

'De pårørende er underrettet, og vi kan bekræfte, at afdøde er identisk med den i medierne omtalte Nedim Yasar', skriver politiet i en pressemeddelelse.

Mandag aften kl. 19.38 fik Københavns Politi anmeldelsen om skyderi ud for Hejrevej 42, 2400 København NV. Den forurettede blev herefter bragt til hospitalet i kritisk tilstand.

Se også: Havde glad aften før han blev skudt

Det er politiets foreløbige vurdering, at der blev afgivet mindst to skud af en gerningsmand, der forlod gerningsstedet til fods.

Gerningsmanden, som var iklædt mørkt tøj, kom til gerningsstedet fra Glentevej og forsvandt efterfølgende i samme retning.

Havde ikke overfaldsalarm på sig
Politiet søger vidner, der måtte kunne bidrage med oplysninger i anledning af sagen.

I pressemeddelelsen oplyser politiet også, at man var bekendt med Nedim Yasars fortid i bandemiljøet, og at han i august 2017 var blevet udsat for et overfald.

'Den 31-årige er kendt af politiet som tidligere bandemedlem og har tidligere været del af et bandeexitprogram. I august 2017 rettede han henvendelse til det lokale politi og oplyste, at han havde været forsøgt overfaldet. Dette førte til, at han fik en alarmtelefon. Denne havde han ikke med i forbindelse med skudattentatet', skriver politiet i pressemeddelelsen.

Her lyder det videre, at Nedim Yasar ikke siden episoden i august 2017 har oplyst politiet om nye trusler.

Københavns Politi er derfor særligt interesseret i at tale med personer, som har kendskab til nye trusler.

I den forbindelsen har politiet placeret en mobil politistation, på gaden hvor skyderiet fandt sted.

'Alle borgere, der er påvirkede af gårsdagens skyderi, er velkomne til at komme forbi til en snak med nærpolitiet', lyder det fra politiet.

Opdateres..

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere