Politi: Sidste mand bag groft overfald ved perron er anholdt

Otte mænd er sigtet i en sag, der handler om et groft overfald på Taastrup Station

Politiet mener nu at have anholdt den sidste gerningsmand i en sag, hvor to mænd blev udsat for et usædvanligt groft overfald på Taastrup Station i starten af august.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Syv mænd blev onsdag varetægtsfængslet i sagen, og senere torsdag skal den sidste mand fremstilles i et grundlovsforhør.

Overfaldet, der skete klokken cirka 05.30 den 4. august, var ifølge politiet særdeles voldsomt, og de otte personer er sigtet for grov vold.

- Der er tale om et groft og umotiveret overfald på to personer, som kunne være endt helt galt, da en af de forurettede blev efterladt hjælpeløs på togskinnerne, siger politikommissær Søren Andersen fra Almen Efterforskning under Københavns Vestegns Politi.

Anklager Cecilie Bak fortalte onsdag til Ekstra Bladet, at nogle af mændene delvist erkender sigtelsen, mens resten nægter sig skyldige.

Det vides ikke, hvordan den ottende mand forholder sig til sigtelsen.