Politi sigter drenge for at true bil fra kvinde

Københavns Politi mener at have fået stoppet trend, hvor bilister bliver truet til at udlevere deres køretøj

Københavns Politi mener at have stoppet en ny tendens, hvor en gruppe af drenge med en splatterpistol truer bilister til at udlevere deres køretøj.

Søndag blev ni unge mellem 11 og 17 år tilbageholdt, efter at en kvinde lørdag på den måde blev frarøvet sin bil.

Politiet kender til fire tilsvarende hændelser. Det oplyser efterforskningsleder Gunnar Nørager.

Alle har fundet sted i Nordvestkvarteret, der ligger i forlængelse af Nørrebro.

- De ni drenge blev anholdt, eller i de yngstes tilfælde tilbageholdt, efter en bil søndag eftermiddag ved 16-tiden forulykkede på Skoleholdervej i Nordvestkvarteret, oplyser han og fortsætter:

- Vi finder ud af, at nogle af de her ni drenge har kørt bilen samt truet denne her kvinde til at udlevere sin bil lørdag aften.

Med deltagelse af personer fra de sociale myndigheder samt forældre har politiet haft en snak med drengene på politistationen i Bellahøj.

- De samtaler er så endt med, at to af drengene mandag bliver fremstillet i dommervagten. De vil blive sigtet for trusler og brugstyveri af køretøjer, siger Gunnar Nørager.

Han håber, at politiet dermed har sat en stopper for en muligvis ny tendens blandt forbryderspirer.

- Vi har haft i alt fem tilsvarende tilfælde, hvor bilister på den måde har følt sig tvunget til at udlevere deres køretøj. Alle i samme område i "pipkvarteret" (del af Nordvest, hvor vejene er opkaldt efter fugle, red.), siger efterforskningslederen.

- Vi er glade for at have smadret den her trend, som det tyder på, at det var ved at udvikle sig til.

Skærm

Hent flere
Hent flere